Fortale

Den Samling af Oldtidskvæder, som her gives i ny Udgave, er i sit fulde, her foreliggende Omfang ikke gammel. De fleste af disse Digte vare dog allerede i den tidlige Middelalder paa Island forenede til én Samling, som vi nu især kjende fra to Haandskrifter. Denne Samling indeholder Kvæder i det gamle norske Sprog, som behandle Æmner af Nordens mythiske og heroiske Digtning; de ere digtede i det simpleste og oprindeligste nordiske Versemaal; ved intet af dem er Forfatter nævnt. Alle disse Kvæder have lydt fra Folkets Mund, før de bleve optegnede. Det ene af de to Haandskrifter, fra hvilke vi kjende Samlingen, er vistnok kun et lidet Brudstykke, og det andet er heller ikke fuldstændigt; dog sé vi saameget, at de ikke have optaget aldeles de samme Digte, ligesom de ogsaa afvige fra hinanden med Hensyn til den Rækkefølge, hvori de lade Digtene komme efter hverandre. Til de Oldkvæder, som fra gammel Tid vare forenede, har man i nyere Tid føiet flere andre, fra forskjellige Haandskrifter hentede Digte, som forekom Afskrivere og Udgivere at være ensartede med hine; men enkelte af disse have en ganske anden Charakter end de, som findes i den fra Middelalderen bevarede Samling.

Det uden Sammenligning fuldstændigste af de gamle Haandskrifter, den Bog, til hvilken vi saagodtsom alene ere henviste, naar vi vil danne os en Mening om Samlingens Beskaffenhed og Formaal, er Codex regius (Konungsbók Sæmundar eddu). Den Skindbog, som almindelig er kjendt under dette Navn og som i nærværende Udgave er betegnet ved R, er No. 2365. 4° af den ældre Haandskriftsamling i det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Den bestaar nu af 45 (ikke 46) Blade, eller af seks Læg, af hvilke de fem første indeholde 8 Blade hvert, det sjette derimod 5 Blade. Der er skrevet fortløbende, uden at der er gjort nogen Forskjel paa de poetiske og prosaiske Stykker. Adskillelse af Verslinjer er ikke betegnet; heller ikke Angivelse af Vers (Stropher) ved noget Mellemrum, men kun derved, at hver ny Strophes første Ord har stor Begyndelsesbogstav, der, hvis den er første Bogstav i Linjen, gjærne er skudt lidt frem i Randen; derhos er for det meste Prik sat efter en Strophes sidste Ord. Ogsaa ved første Halvstrophes Slutning staar gjærne Prik.

Begyndelsen af et Digt er mærket ved stor rød eller grøn Initial samt ved rød Overskrift (Titel), der er indfældt, som følgende Exempel viser 1:

Þ oR for or ꜹſtr harbarz lioð eN ſia half hy nótt.
vegi 7 ko̅ at ſvnꝺi ęino ꜹꝺro̅ mego̅ ſvNꝺzı̅S var

Ligeledes er Begyndelsen af de længere prosaiske Stykker, der i Udgaven ere stillede som Prologer eller Epiloger til Digtene eller i to Tilfælde som særskilte prosaiske Stykker (Frá dauða Sinfjǫtla og Dráp Niflunga), udmærket ved stor rød eller grøn Initial og ved rød Overskrift. De fleste Overskrifter ere dog nu utydelige, enkelte ulæselige. Ogsaa mindre Afsnit ere af og til betegnede i Skindbogen, hvorom det nærmere straks nedenfor og ved de enkelte Steder i Anmærkningerne. Der er 31–35 Linjer paa hver Side.

Bogens Indhold, afdelt efter de Afsnit, som Haandskriftet selv ved farvede Initialer og Overskrifter betegner, er følgende:

[Vǫluspá] fol. 1a, lin. 1 fra oven – 3a, 4 (Udg. S. 12–18). Jeg har troet at skimte, at der har været Overskrift med rødt, dog dette er usikkert, og i hvert Fald kan nu intet læses.

hava mal 3a, 4–7b, 9 (Udg. S. 43–64). 6b, 9* (Stjærne betegner fra neden) er Vęit (Udg. V. 138, L. 1) skrevet med større og federe Begyndelsesbogstav end almindelig (dog sort, ikke farvet), og Ordet begynder en ny Linje, uagtet den foregaaende ikke er skreven helt ud, men et Rum omtrent til 4 Bogstaver der er ladt aabent; det er altsaa betegnet, at et nyt Afsnit hermed begynder. Derimod er det ikke tydelig betegnet, at et nyt Afsnit begynder med Vers 111 (6a, 14), ti M i Mál er her ikke mærkelig større, end ofte ellers store Initialer, naar de staa i Begyndelsen af en Linje i Hskr.

vafþrvðnis mal 7b, 9–8b, 3* (Udg. S. 65–74). Ved enden af L. 8 paa fol. 8a er med rødt skrevet capitulum, og Segðv i næste Linje (V. 20) begynder med større S end en almindelig stor Begyndelsesbogstav.

ss. hravdvngs konvngs 8b, 3*–9a, 7* (Udg. S. 75–76b, L.39). 9a, 10 er der mellem agętr. og Oþinn (S. 75b nederst og S. 76a øverst) et Rum, hvorpaa jeg tror at skimte, at der har været skrevet med rødt cap. (capitvlvm), dog er dette næsten aldeles afbleget og ulæseligt.

grimnis mal 9a, 7*–11a, 9 (Udg. S. 76b–88).

for scirnis 11a, 10–12a, 3* (Udg. S. 90–96).

harbarz lioð 12a, 3*–13b, 7* (Udg. S. 97–104).

þor dro miðgarz orm 13b, 7*–15a, 3 (Udg. S. 105–112).

fra egi oc godom 15a, 3–15a, 16 (Udg. S. 113–114a).

loka senna 15a, 17–17a, 12 (Udg. S. 114a, V 1–S. 123). S i Segðv (V. 1, L. 1) er stor og farvet med rødt og grønt. Prosastykket Enn eptir &c. (Udg. S. 122b) begynder 17a, 6 med ny Linje. Efter abaci L. 5 er der et lidet Rum, hvorpaa, saavidt jeg kan øine, har været Overskrift til det efterfølgende prosaiske Stykke; jeg tror endog at skimte: . .  loca, saaledes at der derforan endnu er Rum til én Bogstav (fω loca?).

þryms qvida 17a, 13–18a, 4 (Udg. S. 124–128).

fra volvndi 18a, 4–18a, 18 (Udg. S. 163a–163b, L. 29).

fra volvndi oc nidvþi (nidaþi?) 18a, 5–19b, 6 (Udg. S. 63b, V. 1–S. 170).

aluiss mal 19b, 7–20a, 19 (Udg. S. 129–134).

her hefr vp q̅þi (sic! rettere qviþo?) fra helga hvndings bana. þa (eller þ’a?) h..... (hina forno??) 20a, 21–22a, 3 (Udg. S. 179–189). fol. 20b er i Randen nedenfra opad skrevet med gammel Haand Aue maria gratia plena.

fra hiorvarþi oc sigrlinn 22a, 4–24a, 12 (Udg. S. 171–178). H i Hiorvarþr 22b, 5 (Udg. S. 172b, 23) er noget større end de almindelige Initialer; dette Ord begynder en ny Linje, og det umiddelbart forudgaaende Ord álofar, som ikke fik Rum i foregaaende Linje, er skrevet ved Slutningen af den Linje, som begynder med Hiorvarþr, med Hage foran. Det er altsaa antydet, at et nyt Afsnit begynder med Hiorvarþr.

fra vꜹlsvngom 24a, 13–26b, 19 (Udg. S. 190–201). Mellem forno. og Sotti 24b, 2* (Udg. S. 193b, 19 og V. 14) er der et lidet aabent Rum, stort til 2–3 Bogstaver; S i Sotti er ikke større end almindelige Initialer.

fra dꜹþa sinfiotla 26b, 20–28b, 7* (Udg. S. 202–211). Ordene gꜹfgastan her konvnga 27a, 16 (Udg. S. 203b) ere de sidste i Linjen, men Linjen er med disse ikke ganske fyldt; der er tilbage et Rum omtrent til 3 Bogstaver, som er ladt tomt. Grípir h. s. eylima (Udg. S. 204) begynder følgende Linje; G er lidt større end de almindelige Initialer; men da denne G er sort, og da Overskrift mangler, saa er der i R altsaa ikke nogen Betegnelse af, at her et nyt selvstændigt Stykke begynder. – Første Ord i Digtet Hverr 27a, 20 staar i R inde i Linjen, og H er i ingen Henseende udmærket fremfor de almindelige Initialer.

[Reginsmál] 28b, 6*–30a, 11* (Udg. S. 212–219a, 14). Overskriften er næsten aldeles udslettet; i dens Begyndelse har jeg skjelnet r, der dog, som jeg nu tror, er den 2den, ikke 1ste Bogstav; efter r har jeg troet at skimte eg, hvilke Bogstaver dog er usikre. Jeg formoder, at Overskriften har begyndt med fra regin, men den har været fortsat videre. Mellem hrapa. og Sigvrðr 30a, 14 (Udg. S. 217b) er skrevet med rødt cap (d. e. capitvlvm), og Sigvrðr er skrevet med lidt større Initial end almindelig. Med Ordene Sigvrþr oc reginn 30a, 18 (Udg. S. 219a, 1) begynder i Hskr. intet nyt Afsnit.

fra dꜹþa f (d. e. Fáfnis) 30a, 10*–32b, nederst (Udg. S. 219, V. 1–S. 233, V. 29, L. 2). Mellem cǫmr og Sirvrðr 31a, 20 (Udg. S. 224a, ved Slutningen af V. 31) er der et lidet aabent Rum, omtrent til 4 Bogstaver, og S er lidt federe end de almindelige Initialer. Et enda mindre aabent Rum er efter Udgavens V. 39 i R. I Hskr. er intet Mærke til nyt Afsnit ved Ordene Sigvrþr reiþ vp (Udg. S. 227) eller senere i det Digt, som i Udgaven er stillet for sig selv under Navnet Sigrdrífumál (se første Anmærkning til dette Digt). Slutningen af Digtet mangler nu i Hskr.; Fol. 32b, det sidste Blad i fjerde Læg, ender med Ordene þott meþ seggiom fari. Det, som har fulgt nærmest herefter i det gamle Haandskrift, er tabt. Ved Indbindingen er efter 32b indsat et Læg paa 8 ubeskrevne Blade, som her ikke ere medregnede.

[Brot af Sigurðarkviðu.] Det gamle Haandskrift begynder igjen med Ordene saka vnnit (Udg. S. 237b) inde i et Digt, som strækker sig fra 33a,1 til 33b, 2 (Udg. S. 237–240).

fra dꜹþa sigvrdar 33b, 2–33b, 13 (Udg. S. 241–242a, 10).

gvðrvnar qviþa 33b, 13–34b, 1 (Udg. S. 242, V. 1–S. 246). Hskr. har ikke Mærke til, at nyt Afsnit begynder med Gvnnarr (skulde hede Gvðrvn) gecc þaþan a brꜹt (Udg. S. 246b).

qviða Sigvrðar 34b, 2–36a, 3* (Udg. S. 247–260a, 9). Hskr. begynder ikke nyt Afsnit med Eptir dꜹþa Brynhildar (Udg. S. 260a, 1).

brynhildr reiþ helveg 36a, 3*–36b, 12* (Udg. S. 260, V. 1–S. 263).

drap niflvnga 36b, 11*–37a, 6 (Udg. S. 264–S. 265a, 5). Hskr. begynder ikke nyt Afsnit med Þioþrecr konvngr var.

[Guðrúnarkviða ǫnnur] 37a, 6–38a, 10* (Udg. S. 265, V. 1–S. 274a, 5). Overskriften er nu aldeles ulæselig. Mellem gorva. og Herkia fol.38a, 12* (Udg. S. 273b nederst og S. 274a øverst) er skrevet med rødt cap (d. e. capitvlvm).

qvida G. (d. e. Gvðrvnar) 38a, 9*–38b, 11 (Udg. S. 274, V. 1–S. 275).

fra borgnyio oc oddrvno 38b, 12–38b, 14 (Udg. S. 276a, L. 1–8).

[Oddrúnargrátr] 38b, 15–39b, 7 (Udg. S. 276, V. 1–S. 281). Der er ingen Overskrift, men H i Heyrþa (Udg. V. 1, L. 1) er rød og meget stor. Den foregaaende Linje er ikke ganske fyldt med er her qveþit; derefter er aabent Rum, omtrent til 3 Bogstaver.

dꜹþi atla 39b, 8–39b, 11 (Udg. S. 282a, 1–6).

atla qviþa in grǫnlenzca 39b, 12–41a, 9 (Udg. S. 282, V. 1–S. 291).

(atla mál in grǫ)nlenzco 41a, 10–44a, 13 (Udg. S. 292–310). Det af Overskriften, som her er sat i Parenthes, har jeg ikke kunnet læse.

fra gvðrvno 44a, 13–44a, 20 (Udg. S. 311a, 1–18).

gvðrvnar hvꜹt 44a, 21–44b, 9* (Udg. S. 311, V. 1–S. 315).

hamþiss mal 44b, 8*–45b, 23 (Udg. S. 316–323).

Den nederste Halvdel af 45b er ladt tom, og af Samlingen mangler da vistnok herefter intet, med urette kaldes Skindbogen «in fine mancus» (ed. AM. I, p. XLI); hvor mange Blade der mangler mellem fol. 32b og 33a, vides ikke. I Randen er Pergamentet paa flere Steder mørkt og Bogstaverne utydelige, første og sidste Side er i det hele utydelige og vanskelige at læse.

Ved alle de Digte og prosaiske Stykker, som findes i R, er dette Haandskrift lagt til Grund for Udgaven og dets Skrivemaade fulgt. Med Hensyn til den Maade, hvorpaa Teksten her er trykt, mærkes følgende Afvigelser fra Skindbogens Skrivemaade, for hvilke der tildels ikke gjøres Rede i Anmærkningerne under Teksten (flere af disse Afvigelser gjælde dog, som man vil sé, ikke for det nøiaktigere Aftryk af Vǫluspá):

1) Sideskifte og Linjeskifte i R er her ikke betegnet. Hvor et Ord afbrydes i Enden af en Linje, har R undertiden Bindetegn, men mangler det oftere; i Udgaven er ethvert saadant i to Dele afbrudt Ord skrevet sammen.

2) De enkelte Stykker (Digte og prosaiske Stykker) er i Udgaven stærkere adskilte fra hinanden end i R; i Hskr. kan ved den Afdeling, som behandler Volsungesagnet, de Prosaiske Stykker snarest betragtes som Led af en Fortælling, der knytter de poetiske Stykker sammen. Forholdet vil man sé ved Sammenligning af Udgavens Tekst med Anmærkningerne og den her foran givne Oversigt over Indholdet af R. Ligeledes vil man ved Sammenligning sé, at her enkelte Forandringer i Digtenes Rækkefølge ere foretagne.

3) Digtene ere her inddelte i Stropher, som ere mærkede med Tal, og Stropherne i Verslinjer; om Forholdet i R sé ovenfor. Hvor her i Udgaven ny Strophe begynder, men R ikke har stor Begyndelsesbogstav, eller hvor R i et Digt har stor Begyndelsesbogstav, uden at der her i Udgaven begynder ny Strophe, er saadan Afvigelse overalt i Anmærkning omtalt.

R har jævnlig ved Slutningen af en Halvstrophe Punctum (og derefter liden Initial), ogsaa undertiden ellers Punctum (med liden Initial efter) inde i en Strophe; Udgaven indeholder ingen Bemærkning herom, uden i enkelte Tilfælde, hvor det af en eller anden Grund syntes mig værdt at lægge Mærke til. I Prosastykkerne har jeg ikke nøie holdt mig til Interpunctionen i R, dog er ingen Forandring, som vedrører Meningen, foretaget uden Anmærkning.

4) Hvor R, som Hyppig er Tilfældet, skriver et sammensat Ord adskilt i sine to Dele, er det i Udgaven skrevet som ét Ord. Overalt, hvor jeg mente, at der kunde opstaa Tvil, om vi har ét sammensat Ord eller to adskilte Ord for os, har jeg i Noten anført Læsemaaden i R. Dog beklager jeg nu, at jeg ikke har brugt Bindetegn, hvor R skriver et Compositum i to Dele, ti da havde man overalt kunnet controlere Udgaven.

5) Præpositionerne á og í skrives i R for det meste forbundne med det Ord, de styre, naar dette følger umiddelbart efter; jeg har ikke efterlignet dette, men — uden Bemærkning — skrevet dem adskilte fra det Ord, de styre. Ogsaa her beklager jeg nu, at jeg ikke har givet Adgang til at controlere Udgaven; dog haaber jeg, at den herved voldte Skade ikke er stor (den feilagtige Gjengivelse af iꜹlstrom Guðr. I, 19 ved i ꜹlstrom er rettet i Tillægget).

6) Streger (Accenter) over Vokaler ere i R brugte meget unøiagtig, baade over lange og korte Vokaler, ja endog undertiden over ubetonede Vokaler i Slutningsstavelser (f. Eks. Hanóm Háv. 44. ofán Skírn. 31. ísá Sig. III, 8. vná Guðr. II, 27. scíní Atlakv. 27). Jeg har beholdt dem over de lange Vokaler, men i Anmærkningerne anført, hvor de i R findes over de korte; ogsaa Streger over ę, æ, ǫ, ø̨ maatte paa Grund af manglende Typer henvises til Anmærkningerne.

7) Egennavne ere i Udgaven (i Anmærkningerne dog kun tildels) skrevne med store Begyndelsesbogstaver, skjønt dette ikke bruges i R.

8) Hvor i et Digt forskjellige Personer optræde talende og den Talendes Navn ikke nævnes i Verset, har R undertiden inde i Linjen en udtrykkelig Angivelse af, hvo der er den Talende. I de tidligere Digte i Samlingen sætter R oftere i Randen Navnets Begyndelsesbogstav (med eller uden Prik) og derefter q (med eller uden Prik), d. e. qvaþ; dette er gjort i Vafþrúðnismál, Skírnismál, Hárbarðsljóð, Lokasenna, Helgakviða Hjǫrvarðssonar, og Fáfnismál. Disse Randbemærkninger ere dog nu paa mange Steder ganske eller tildels bortskaarne ved Indbindingen. Jeg har for Tydeligheds Skyld overalt tilføiet den Talendes Navn, dog gjør Anmærkningerne bestandig Rede for, hvorvidt disse Overskrifter findes i R eller ikke, og i første Tilfælde, om de i R ere skrevne inde i Linjen eller i Randen. Dog havde det været bedre, at Overskrifterne, der angive den Talendes Navn, være blevne trykte med mindre Typer; de have ikke anden Betydning end Angivelsen af de talende Personers Navne i et Drama.

9) Flere Forandringer, som vedkomme Bogstavernes Form, ere foretagne; saaledes er f. Eks. ꝺ forandret til d, ı til i, ꝛ til r, ſ til s. Mere om Skrivemaaden i R nedenfor.

10) Hvor R har Taltegn, har jeg skrevet Talord helt ud, dog overalt med Cursiv.

11) Jeg har opløst alle Forkortninger (bǫnd), saaledes at de Bogstaver, som i R ikke ere skrevne fuldt ud, i Udgaven ere gjengivne med Cursiv (dog med enkelt Undtagelse, som straks skal nævnes). Ikke alene er Forkortning ved Streger, Krøller, Prikker og lignende Tegn over Linjen gjengiven ved Cursiv, saaledes þ’ ved þat; men ogsaa forkortet Skrivemaade ved Anvendelse af mindre Bogstaver over Linjen, saaledes he ved hve. Ved Gjengivelsen af to Bogstaver, som ere sammendragne eller sammenslyngede i R, har jeg ikke været ganske conseqvent, idet jeg har brugt Cursiv, hvor den ene Bogstavs Form ved Sammendragningen var bleven stærkt forkortet eller forandret, men ikke hvor den eneste Forandring af de to Bogstavers Form bestod deri, at de havde én Stav tilfælles.

12) Et Ord, som med Lethed forstaaes af Sammenhængen, betegnes i Hskr. ofte ved Begyndelsesbogstaven alene eller denne med en anden af Ordets Bogstaver over Linjen, jævnlig med Prik efter; dette er især Tilfældet med Navne, som i det foregaaende ofte har været nævnte, og ved andre hyppig forekommende Ord, som sonr, qvaþ. Ogsaa ved saadanne Forkortninger (Skammstafanir) har jeg skrevet Ordene fuldt ud og betegnet det tilføiede ved Cursiv (dog har jeg ikke holdt det for nødvendigt at bruge Cursiv, hvor i Noten Skrivemaaden i R nøiagtig angives).

13) Ogsaa hvor den gamle Skriver har rettet, hvar han først feilagtig havde sat, har jeg næsten bestandig udtrykkelig angivet dette; kun enkelte, aldeles betydningsløse, af Skriveren selv rettede Feil har jeg forbigaaet.

Haandskriftet er utvilsomt islandsk; det er skrevet helt igjennem af en og samme Skriver og rimelig i Slutningen af 13de Aarhundred2. Her skal fremhæves endel Punkter af den i dette Haandskrift brugte Skrivemaade.

Mellem korte og lange Vokaler skjelnes ikke bestemt. Streg (Accent) sættes, som forhen sagt, vistnok oftest over lang Vokal eller av den anden af de to Vokaler, hvorved en Tvelyd betegnes, men dog ogsaa ofte over korte Vokaler. Vokalens Længde betegnes ikke ved en fordobling af Vokaltegnet; dog skrives ęę = æ Fáfn. 7. I a̧ Vafþr. 15 er Krøllen under maaske at forklare som halv Gjentagelse af a-Tegnet (den i Anm. udtalte Formodning opgiver jeg). — I de her følgende Sammenstillinger ere Vokaler med og uden Streg i R betragtede under ét. Hvor en meget hyppig forekommende Skrivemaade omtales, anføres gjærne kun ét Eksempel.

a staar i en ubetonet Afledningsendelse, upaavirket ved den følgende Stavelses u (o), istedenfor Omlydsvokalen i brennandom Háv. 100; derimod skrives oftere ondom, f. Eks.líþondom H. Hund. I, 24. hámom Grip. 43 er vist Feil.

ꜹ betegner 1) Tvelyden au: ꜹstri Hým. 27; 2) ǫ, d. e. u-omlyd af a: ꜹrn Vspá 56; særlig mærkes: bivꜹrr bavꜹrr Vspá 11; scꜹlvþ Atlam. 39; der kunde have været beholdt (eller skrevet med o i første Stavelse); 3) ꜹ skrives ofte ogsaa, hvor det ældre Sprog har den bløde Vokal ø adskilt fra den haarde ǫ (=ǫ) (jvfr. Lyngby i Tidskr. f. Philol. II, S. 304–307), baade a) hvor ø er opstaaet af e ved u- som i-Omlyd: sꜹcþiz Hým. 24; mꜹlþa Lok. 43 (jvfr. Tillæg); glꜹggr Hým. 9, jvfr. gleyggr Grip. 7; samt c) hvor o er bleven til ø ved Indflydelse af en følgende af s opstaaet r, der virker paa samme Maade som i: ꜹrviti Lok. 21, jfr. ervita H. Hund. II, 34. Sjældnere i R er au: f. Eks. lauki Vspá 4, av: mavgo Vspá 1, og sammenslynget au: kun i ꜹNor Vspá 31

e bruges i betonede Stammestavelser 1) hvor e svarer til got. i eller til got. ai foran h og r: ec Þrym. 13; 2) hvor e er i-Omlyd af a: ek Þrym. 13; 3) e bruges som Sideform til ø, hvor denne fremkommer a) af e ved u-Omlyd: rekviþ H. Hjǫrv. 35;kleckva Atlakv. 24; b) af a ved saavel u- som i-Omlyd: gleggra Atlakv. S. 291; exar Atlam. 41; gera Atlam. 85; c) af o ved i-Umlyd: Sefr Grip. 15 eller ved Indflydelse af en følgende af s opstaaet r: ervita H. Hund. II, 34. Videre bruges e for følgende lange Vokaler 4) é: se Skírn. 26; 5) æ (i-Omlyd af á): eva Skirn. 26; efi Grip. 21; ettar H. Hund I, 48; Melt H. Hjǫrv. 42; 6) œ (i-Omlyd af ó): feþi Hárb. 3; Egir Lok. S. 113; feþir Sig. III, 31; hég Atlam. 49; geddi Atlam. 72; rekia Atlam. 97; becr Hamð. 7. I ubetonede Endestavelser bruges ikke sjælden er, skjønt ir er hyppigere: veler Háv. 148; svęfer Grímn. 15; scerþer Grímn. 35; elder Lok. S. 113, L. 18; varþer Lok. 33 epter Vǫlund. 38; leter Atlakv. 16; sęler Atlam. 34; Syster Hamð. 3. Ligeledes e i Udlyden, skjønt langt hyppigere i: hlátre Háv. 132; einvge dvge Háv. 133; mange Háv. 130 (først skrevet margr); maNe Vaf. 55; eld hrímne Grím. 18; Grimne Grím. 49; fleire H. Hjǫrv. 27. Især har den ældre Skrivemaade e i Udlyden holdt sig, hvor foran i Ordet en traditionel forkortet Skrivemaade er anvendt; saaledes lande Grímn. 2; Vǫlund. S. 167, L. 3; Sig. II, S. 216b; h’e (aldrig h’i) = henni; ofte m̅e = manni; ric m̅e = ríkmenni H. Hund. II, 28; þeire Hárb. 16; H. Hund. I, 5; miSere Guðr. I, 8.

e er i R undertiden skrevet saaledes, at den er lukket tilhøire, hvorved den kommer til at ligne ø og er let at forveksle dermed; saaledes kan man tvile, om R har øngr Sig. II, 26 (som Udg.) eller engr; sceþa Sig. III, 56 (som Udg.) eller scøþa; Gødda Guðr. hv. 16 (som Udg.) eller Gedda.

ę bruges i betonede Stammestavelser overalt, hvor e kan bruges 1) ęr H. Hjǫrv. 30; 2) vęldr H. Hjǫrv. 26; 3) ęfri H. Hund. II, 4; 4) trę H. Hund. I, 26; 5) þęr Vǫlund. 1; 6) scęþa H. Hund. I, 38. I de under 5) 6) nævnte Tilfælde er ę meget hyppigere end e, derimod omvendt ved 1) 2). R skriver altid ęgir (16 gange) eller egir (3 gange) eller ægir (1 gang), aldrig ǫgir (jvfr. Guðbr. Vigfússon i ný Fèlagsrit XVII, 124); ogsaa ęgdi Guðr. I, 10, men ǫgðo Hárb. 39. Enkelte Gange bruges ogsaa ę i ubetonet Endestavelse: hęimę Guðr. hvǫt 19. Tegnet ę, som er opstaat af sammenslynget ae, er enkelte Gange i R skrevet med Krøllen over e: sęfa Háv. 161; undertiden med Krøl baade over og under e, saaledes i kęrna H. Hjǫrv. 32; Hęmingr H. Hund. II, S. 190, L. 16; ĘG Grímn. 53; disse to Krøller ere Lævninger af de to bøininger til venstre i a.

æ er egentlig en Sammenslyngning af ae og en anden Form for tegnet ę. æ er i R meget sjældnere end ę; oftest bruges den 1) som i-Omlyd af á, f. Eks. Mættira Vǫlund. 37; i Stammestavelser undertiden ogsaa 2) for œ (i-Omlyd af ó): ægis Grímn. 45; 3) for e, hvor e ikke er i-Omlyd af a: æc Vspá. 2; Hælgi H. Hjǫrv. S. 173b, L. 9; gæra Brot af Sig. 4; 4) for e, hvor e er i-Omlyd af a: i Forbindelserne æi og æy; 5) for é: fæ Atlam. 56. Ogsaa i ubetonede Endestavelser bruges æ for det almindelige Sprogs i (hvor dette er opstaat afa): rifnaþæ Hým. 31; isvndæ Sig. III, 53; ǫþræ Oddr. 16.

Enkeltstaaende Skrivemaader er hęimingi H. Hund. II, 1; reiginn Sig. II, S. 214b.

ey, ogsaa undertiden skrevet æy, betegner ikke alene Tvelyden (i-Omlyd af au), men bruges ogsaa meget ofte for ø: seycqvaz Vsp. 62; seynir Háv. 28; glæyggr Háv. 48; neyckvidr Háv. 49; treyþr Háv. 119; geyrr Hým. 9; eyxn Hým. 15; beyggvir Lok. S. 113, L. 15; steyct H. Hjǫrv. 31 (33); steyccr H. Hund. II, 2; gleyggr Grip. 7; deycva Sig. II, 20; seycstv Helr. Br. 14; heygg Atlam. 39; sleyngþi Atlam. 46; neycþan Atlam. 49; kleycqvi Atlam. 58; heyggr Atlam. 73.

i (i R ı) skrives for (oprindeligere) y saa sjælden, at det vel maa gjælde for Feil: lif Grip. 17 for lyf (jvfr. Anm.); girþir (sidste ir betegnet ved Krøl) Guðr. II, 19 for gyrðir (jfr. gírðr Cod. Fris. 176, L. 22). — Tegnet ȷ, som enkelte Gange findes, er kun graphisk forskjelligt fra i.

o bruges i Stammestavelser 1) hvor «normal» Retskrivning har o: borinn Guðr. I, 25; 2) = ǫ (u-Omlyd afa): ollo Guðr. I, 25; 3) = ø: komr Háv. 62; oxn Þrym. 23; gorsimar Vǫlund. 21; orindi; snoriz, o. fl.; 4) = u: óng Sig. III, 51. Videre bruges o for følgende lange Vokaler: 1) ó: broþvr Hým. 23. — Særlig mærkes, at R i Regelen ikke kjender u-Omlyd af á uden i de Former, hvor det almindelige Sprog har bevaret den som ó: nottom, ambott, sior, miofan og (hvor den har holdt sig ved Indflydelse af forudgaaende v) voro, qvomo, vógo, von. Dog synes motsognir Vspá 10 at burde forklares som Máttsognir, drottom Guðr. II, 43 som Dat. pl. af dráttr og hostv Atlam. 97 som hás þú (jvfr. Tillæg); men hvis dette er rigtigt, saa har Skriveren her beholdt sin Forskrifts Skrivemaade uforandret og uforstaat (se ogsaa under ǫ). Desuden bruges o som mindre nøiagtig Skrivemaade for ǫ. 2) = œ (i-Omlyd af ó): Broþr Vspá 44; orir Háv. 32 (= œrir?); komvmc Hárb. 13; fora Hým. 20; forþiz Hým. 31; foriþ Þrym. 22; bot H. Hjǫrv. 24; þotti Fáfn. 35; domþo Sig. III, 2; Forði Guðr. II, 21; sokia Atlakv. 3; oxto Atlam. 2 (jvfr. Tillæg); hrorþi Atlam. 66; sottir Atlam. 101; dogra Atlam. 104; hraþ fora Guðr. hvǫt 18; ein stoð Hamð. 5; foti Hamð. 13; 3) = æ (i-Omlyd af a): fora Háv. 12; folc róþi Brot af Sig. 9 = fólkræði (se Tillæg); fróndom Hamð. 13.

o er langt hyppigere i Udlyden end v, der dog ogsaa forekommer: stvddv Vspá. 21; scriþv H. Hund. I, 23; berginv Prosa før Sig. II, 16; geddvna Prosa før Sig. II, 1; Ogsaa hvor þú enklitisk er føiet til en Verbalform og derved þ er blevet til ð, d eller t, skriver R ikke blot v eller u, men ogsaa ofte o, hvilket viser, at Vokalen er blevet forkortet; saaledes vildo Vspá. 1; H. Hjǫrv. 26; mvndo Háv. 112. 123; Hárb. 48 (hvor i Linjen efter skrives mvntv) o. fl. St.; teygðo Háv. 115. 120; hrincto 2 Gange Guðr. III, 5 (jvfr. Tillæg); knatto Atlakv. 36. — Ligesaa ere Bøiningsformerne om og omc hyppigere end um, vm og vmc. I Afledningsendelser skifte ogsaa begge Vokaler i R, uden at jeg her kan gaa ind paa Enkelthederne. vng (vngr) er meget hyppigere end ong (yggióngr Vspá. 29; náongr Atlakv. 9).

ǫ bruges for følgende korte Vokaler 1) ö (u-Omlyd af a) sjældnere: vǫl Háv. 78; iǫ. Alv. 22; vǫlvndr Völund. første Gang i Prosaindledningen; bǫrðvz Sigrdr. Prosa efter V. 4; ǫndo Sig. III, 53; 2) ø: kǫmr ofte; frǫrinn Hým. 10; ǫfstr Lok. 50. 51; snǫri Þrym. 6; hrǫr Guðr. I, 12 o. fl. — ǫ bruges for følgende lange Vokaler 1) œ (i-Omlyd af ó), og er herfor den hyppigste Betegnelse: fǫdda Vspá 2; 2) æ (i-Omlyd af á) meget ofte: mǫti Völund. 14; frǫgstan H. Hund. I, 2; mǫgð Sig. III, 18; 3) som u-Omlyd af á i følgende Ord: ǫsmvndar (med Streg over ǫ) Grim. 49; Ambǫt Skirn. Overskrift til V. 15; ambǫttar (med Streg over ǫ) H. Hund. II, Prosa før V. 2. — Enestaaende er Brugen af ǫ i følgende Ordformer:

ø̨

u

Ligesom

Konsonanter

b

c

d

ð

ð, ꝺ

f

gi

h

Foran

N

Enkelt

qv

r

R

Hvislelyden

t

Naar

þ

Efter

v

For x

z

Den

I den

En

ω

En

Forkortningstegnet

Horisontal

. . .

For at give en Forestilling om Bogstavformerne i R meddeles bag i denne Udgave efter Antiq. Russes 1ste Bd., Pl. I, et Facsimile af de 6 nederste Linjer paa fol. 33b (Guðr. I, V. 9–12). I nederste Linje er i dette indkommet den Feil, at Prik mangler over t i þot.

Denne Skindbog giver os ikke en Optegnelse af Kvæder umiddelbart efter mundtlig Meddelelse, men en Afskrift af et ældre Haandskrift; ti kun paa denne Maade kan mange af de deri forekommende Feil forklares. Sammenlign siden om A. Derimod er det tvivlsomt, om R er Afskrift efter et eneste ældre Haandskrift af samme Omfang, eller om det grunder sig paa én Hovedkilde, men ved Siden deraf enkelte Stykker fra andre ældre Haandskrifter ere optagne. For den sidste Mening taler, om end ikke afgjørende, den i R meddelte Tekst af Helg. Hund. II. Ti efter at her Samtalen mellem Gudmund og Sinfjotle er omtalt paa det Punkt i Fortællingen, hvor den hører hjemme, med Henvisning til det første Digt om Helge og med Anførsel af et Vers, der væsentlig overensstæmmende findes i dette Digt, saa indskydes siden, efter at Hodbrodds Død er meddelt, 6 Vers, der meddele Samtalen mellem Gudmund og Sinfjotle i en anden, fra Helg. Hund. I mer forskjellig Form (se S. 195). Her er utvivlsomt forskjellige Kilder benyttede, om end ikke nødvendig først af den, der har skrevet R.

Bogen blev af Brynjólfr Sveinsson, der 1639 var bleven Biskop i Skálaholt, funden paa Island, ikke mange Aar efter hans Tiltrædelse3. At det netop var i 1643, har man vel sluttet deraf, at Bispen selv nederst paa første Side har skrevet dette Aarstal med sit Navnemærke LL (d. e. lupus loricatus) foran. Men vi faa ikke vide, hvor, hos hvem og hvorledes Bogen blev funden. Brynjólfr lod den afskrive af Jón í Oddgeirshólum paa Pergament og tilføiede selv paa denne Afskrift Titelen: Edda Sæmundi multiscii, som er bleven almindelig. Afskriften fik siden Torfæus4; den synes nu at være tabt. Bispen nedsendte til Kjøbenhavn, sandsynligvis som foræring til Kong Frederik den Tredje, den gamle Skindbog, der blev indlemmet i det kongelige Bibliothek5. Torfæus har nederst paa fol. 32b skrevet hjer vantar vid heilræde Brynhilldar ✳ (tætved er udraderet noget, som syntes skrevet med lidt ældre Haand); og øverst paa fol. 33a har han skrevet ✳ λογος αϰεφαλος. Øverst paa første Side af det næstsidste af de 8 tomme Blade staar med ny Haand: her vantar micit i.

1 Þ i ÞoR og ordene harbarz lioð ere i R med rødt.

2 Saaledes ogsaa Guðbrandr Vigfússon i Eyrb. S. XIII, jvfr. Mǫbius Edda Sæm. S. XV; efter Munch (den ældre Edda S. XIII) sandsynligvis i Begyndelsen af 14de Aarhundred. Det sættes vel for langt tilbage i Antiqu. Russes I, p. XX (ikke senere end Midten af 13de Aarh.); paa den anden Side tør man nok gaa længere tilbage end Edda Sæmund. ed. AM. I, p. XLI (før Midten af 14de Aarh.).

3 Stephanius, Notæ uberiores in historiam Danicam Saxonis Grammatici (Sorae 1645) p. 93: «docet utraque Edda, & illa genuina Rhytmica Sæmundi Sigfusoni, vulgo Froda, vel Polyhistoris dicti, quam non ita diu è latebris eruisse præ se fert M. Brynolfus Svenonius; & vulgatior Snorronis Sturlonij . .»

4 Se Arne Magnussøn i Edda Sæmund. ed. AM. I, p. VII; Catalog over Torfæus’s Hskrr. med Arnes Haand (Cod. AM. 435b. 4o, p. 44). Guðbr. Vigfússon formoder, at denne Afskrift brændte i 1728.

5 Edda Sæm. ed. AM. I, p. VIII.