Völuspá
I.
Under dette Navn citeres Digtet i Codd. af Snorra Edda; alene ved Anførsel af V. 19 (SnE. I, 76) og V. 38. 39 (SnE. I, 200) nævnes det Digt, hvoraf Versene ere tagne, ikke ved Navn i noget Hskr. af SnE.
1



 5
„Hljóðs bið ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar;
viltu, at ek, Valföðr!
vel framtelja
forn spjöll fíra,
þau er fremst um man.
Om dette Vers jvfr. Excurs.
3. Komma efter minni M.
5. Andre vildu, de vilde.
5. 6. Valföðrs | vél M.; Valföður | vél Rask, K. og fl.
7. fornspjöll i ét Ord Udgg. Men jvfr. Helg. Hund. I, 36: fornra spialla.
7. fíra, saa udtales Ordet nu af Islændingenr. Den ældste Form er snarere fira; jvfr. oldeng. firas, fyras, oldsaks. firihô (Gen. pl.), oldtydsk firahim (Dat. pl.), fireô (Gen. pl.). Dog har oldnorsk svíri (~tír, Bárð. s. Snæf. S. 17 Vigf. Udg., ~þrír Bergb. þ. S. 125 Vigf.) lang Vokal, uagtet Ordet paa Oldeng. heder sweora.
8. er ek M. efter H.
8. Efter man sætter Brynjolf Snorrason Spørsmaalstegn.
2



 5
Ek man jötna
ár um borna,
þá er forðum
mik fœdda höfðu;
níu man ek heima,
níu íviði,
mjötvið mœran
fyr mold neðan.
6. íviðjur M efter H.
3



 5
Ár var alda
þar er Ýmir bygði,
vara sandr né sær
né svalar unnir,
jörð fannsk æva
né upphiminn,
gap var ginnunga,
en gras hvergi.
2. Ýmir, saa udtales Navnet nu af Islændinger; kanske opr. med Grimm Ymir af ymja. Eller kan den lange Vokal støttes ved got. iumjô gr. ókhlos?
5. 6. Jfr. den oldtydske Wessobrunner Bøn, L. 3. 4: ero ni was | noh ûfhimil.
4



 5
Áðr Burs synir
bjöðum um ypðu,
þeir er Miðgarð
mœran skópu;
sól skein sunnan
á salar steina,
þá var grund gróin
grœnum lauki.
2. bjöðum Rask, Gisl. efter H; bjóðum K. M.
5



 5
Sól varp sunnan,
sinni mána,
hendi inni hœgri
um himinjódyr;
sól þat ne vissi
hvar hon sali átti,
máni þat ne vissi
hvat hann megins átti,
stjörnur þat ne vissu
hvar þær staði áttu.
4. himinjódyr (Himmelhestedøren), saa synes Ordet at have været forstaat af de gamle Afskrivere, og saaledes læser Br. Snorrason. himinjódýr (Himmelhestedyrene) K. M. Jeg formoder himinjöður af jöðurr d. s. s. jaðarr, = oldeng. eodor (som jöfurr = oldeng. eofor, fjöturr = oldeng. feotor); jvfr. Anm. til Hrafnag. 25, 2. Ellers er denne Ordform bevaret i Mandsnavnet Jöðurr. Allerede Petersen har i Nord. Myth. S. 72 Anm. foreslaat himinjaðar.
5. Eg. og Gisl. skriveogsaa i Bet. „non“.
9. 10. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 67) og Ettm.
6



 5
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk;
nátt ok niðjum
nöfn um gáfu,
morgin hétu
ok miðjan dag,
undorn ok aptan,
árum at telja.
4. Jeg har med Snorrason henført þat til det foregaaende og derfor sat Semikolon efter gættusk. Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 67 f.) formoder, at V. 6 indeholder Brudstykker af to Vers, og at der mellem gættusk og nátt mangler 6 Linjer. Ettm. forkaster Lin. 3. 4.
7



 5
Hittusk æsir
á Iðavelli,
þeir er hörg ok hof
hátimbruðu,
afla lögðu,
auð smíðuðu,
tangir skópu
ok tól görðu.
4. Efter hátimbruðu indsætter M. efter H afls kostuðu, | alls freistuðu. Disse Linjer ere forkastede af Bergm., Petersen og Snorrason.
8



 5
Tefldu í túni,
teitir váru,
var þeim vettugis
vant ór gulli;
unz þrjár kvámu
þursa meyjar
ámátkar mjök
ór jötunheimum.
9



 5
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr skyldi dverga
drótt um skepja
ór brimi blóðgu
ok ór Bláins leggjum.
6. drótt um skepja, saa og Rask; drótt of sk., Gisl.; dróttir sk., M.
10



 5
Þar var Móðsognir
mæztr um orðinn
dverga allra,
en Durinn annarr;
þeir mannlíkun
mörg um görðu
dvergar í jörðu,
sem Durinn sagði.
4. Durinn eller Dúrinn (jvfr. dúra)?
5–7. Jeg forstaar disse Linjer saaledes: þeir dvergar um görðu mörg mannlíkun í jörðu. Rask og K. læse: þeir m. | m. um görðu | dverga or jörðu. M.: þar m. | m. um görðusk | dvergar or jörðu.
11



 5
Nýi, Niði,
Norðri, Suðri,
Austri, Vestri,
Alþjófr, Dvalinn,
Nár ok Náinn,
Nípingr, Dáinn,
Bifurr, Bafurr,
Bömburr, Nori,
Ánn ok Ánarr,
Óinn, Mjöðvitnir.
Vers 11–16 høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 71 f.) og fl. ikke oprindelig til Völuspá.
7. Báfurr?
8. Nori eller Nóri?
12



 5
Veggr ok Gandálfr,
Vindálfr, Þorinn,
Þrár ok Þráinn,
Þekkr, Litr ok Vitr,
Nýr ok Nýráðr,
nú hefi ek dverga,
Reginn ok Ráðsviðr,
rétt um talða.
13



 5
Fili, Kili,
Fundinn, Nali,
Hepti, Vili,
Hanarr, Svíurr,
Billingr, Brúni,
Bildr ok Buri,
Frár, Hornbori,
Frægr ok Lóni,
Aurvangr, Jari,
Eikinskjaldi.
2. Nali saa Udgg. Maske Náli eller med Codd. af SnE. Vali.
4. Hannarr?
5. Brúni, saa Eg. Neppe af brún, Bryn, men snarere af Adj. brúnn, brun, jvfr. skotsk Brownie og Kuhn zeitschr. f. vgl. sprachf. I, 200, Grimm Myth. S. 414. Bruni Rask M.
6. Buri, saa Eg. Búri Rask M.
7. Hornbori forekommer som Mandsnavn paa Kallerup-Stenen i Sjæland (F. Magnusen i danske Vid.-Selsk. hist. philos. Afh. VI, 467); af bera, jvfr. oldeng hornbora, en Hornbærer.
14



 5
Mál er dverga
í Dvalins liði
ljóna kindum
til Lofars telja,
þeir er sóttu
frá salar steini
Aurvanga sjöt
til Jöruvalla.
4. Lofars eller med Gisl. Lófars?
7. Aurvanga, saa Rask Eg.; aurvanga K. M. Gisl.
15



 5
Þar var Draupnir
ok Dólgþrasir,
Hár, Haugspori,
Hlévangr, Glóinn,
Dori, Ori,
Dúfr, Andvari,
Skirfir, Virfir,
Skafiðr, Ai.
4. Hlévangr eller Hlævangr?
5. 6. Disse to Linjer, der udelades af alle Udgg., ere her optagne efter Codd. af SnE.
16



 5
Álfr ok Yngvi,
Eikinskjaldi,
Fjalarr ok Frosti,
Finnr ok Ginnarr;
þat man æ uppi,
meðan öld lifir,
langniðja tal
Lofars hafat.
4. Efter Ginnarr indskyde Udgg. efter Papirafskrr. urigtig følgende Linjer:
Heri, Höggstari
Hljóðólfr, Móinn.
Disse Navne have Papirafskrr. vilkaarlig optaget fra SnE. uden at bemærke, at de kun ere forvanskede Varianter til de allerede i 15, 3. 4 opregnede Navne.
17



 5
Unz þrír kvámu
ór því liði
öflgir ok ástkir
æsir at húsi,
fundu á landi
lítt megandi
Ask ok Emblu
örlöglausa.
Foran dette Vers er rimelig noget udfaldet; heri har da staat et Ord, hvortil því i L. 2 har sluttet sig. Ikke engang, naar vi stryge V. 11–16, vil því vel kunne vise tilbage til ginnheilug goð i V. 9. Anderledes Scheving i Skand. Lit. Skr. 1810, S. 186.
4. at húsi er sikkerlig rigtigt. Rask Bergm. og fl. ændre efter Papirafskrr. med urette at súsi. Huset, hvori det første Menneskepar skal bo, er der allerede; ved dette Hus ligge Ask og Embla som to Træer (tveir trémenn, Háv 49, hvilket Vers angaar samme Mythe) paa Stranden eller paa Marken (á landi; velli at, Háv. 49). Jfr. Indledn. til Rígsmál: einhver af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferðar sinnar ok fram með sjóvarströndu nökkurri, kom at einum húsabœ.
18



 5
Önd þau ne áttu,
óð þau ne höfðu,
lá né læti
né litu góða;
önd gaf Óðinn,
óð gaf Hœnir,
lá gaf Lóðurr
ok litu góða.
7. Lóðurr. For Vokalen jvfr. Íslendingadrápa V. 1, hvor Navnet danner Helrim med glóða (Gisl. Prøver, S. 553).
19



 5
Ask veit ek standa,
heitir Yggdrasill
hár baðmr, ausinn
hvíta auri;
þaðan koma döggvar
þærs í dala falla;
stendr æ yfir grœnn
Urðar brunni.
2. 3. Interpunctionen efter Gisl.; Andre sætte Komma efter Yggdrasill, men ikke efter baðmr.
20



 5



 9
Þaðan koma meyjar
margs vitandi
þrjár, ór þeim sal
er und þolli stendr;
Urð hétu eina,
aðra Verðandi,
skáru á skíði,
Skuld ina þriðju;
þær lög lögðu,
þær líf kuru
alda börnum,
örlög seggja.
3. sal, saa Rask og Mannhardt Germ. Myth. S. 542; K. M. Gisl.
5–8. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 72 f.) og Mannhardt (Germ. Myth. S. 542); medens derimod Ettm. forkaster L. 9–12.
7. Rask og M. sætte ikke Komma efter skíði.
12. örlög segja (3 Ps. pl.) K. Lün., jvfr. Mannhardt Germ. Myth. S. 599.
21





 7
Þat man hon fólkvíg
fyrst í heimi,
er Gullveig
geirum studdu
ok í höll Hárs
hana brendu;
þrysvar brendu
þrysvar borna,
opt, ósjaldan,
þó hon enn lifir.
22



 5
Heiði hana hétu,
hvars til húsa kom,
völu velspá,
vitti hon ganda,
seið hon hvars hon kunni,
seið hon hugleikin,
æ var hon angan
illrar brúðar.
Om dette Vers jvfr. Excurs.
4. vitti, saa Eg. af vitta, arte magica domare (af vitt); vítti K. M.
5. 6. seið maa i begge Linjer være samme Ord; jeg har derfor fulgt H, hvorefter seið bliver Verbum. Ved Læsemaaden i R, som Udgg. have fulgt, maa seið i L. 5 tages som Subst., men saaledes han det ikke uden Tvang forstaas i L. 6; desuden kunde H’s Tekst lettere forvanskes til R’s end omvendt. hugleikin maa her tages i activistisk Betydning „med Lyst, med Iver“. seið hon kunni, | seið hon leikin [var] K.; s. h. k., | s. h. leikinn M.
8. þjóðar K. M.
23



 5
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hvárt skyldu æsir
afráð gjalda,
eða skyldu goðin öll
gildi eiga.
24



 5
Fleygði Óðinn
ok í fólk um skaut,
þat var enn fólkvíg
fyrst í heimi;
brotinn var borðveggr
borgar ása,
knáttu vanir vígská
völlu sporna.
Rask Bergm. M. sætte med urette L. 1–4 efter L. 5–8
7. vígská, saa ændret efter Forslag af Eg. for vígspá; jeg har uafhængig af ham formodet det samme. Jfr. Fms. IX, 493: vígskátt vísa ríki.
25



 5
Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr hefði lopt allt
lævi blandit
eða ætt jötuns
Óðs mey gefna.
Foran dette Vers mangler vel, som F. Magnusen (Ældre Edda overs. I, S. 60 f.), Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 83) og Lüning mene, et Stykke hvori der har været sagt noget om den Tildragelse, som gav Anledning til Gudernes Raadslagning.
26



 5
Þórr einn þar vá
þrunginn móði,
hann sjaldan sitr
er hann slíkt um fregn;
á gengust eiðar,
orð ok sœri,
mál öll meginlig
er á meðal fóru.
1. vá, saa og Gisl. Jfr. Lokas. V. 64: ec veit at þu vegr.
2. þrunginn móði, som Udgg. have, er vel det rette; dog kunde man og formode þrunginmóði, jvfr. borginmóði og oldeng. bolgenmód.
27



 5
Veit hon Heimdallar
hljóð um fólgit
undir heiðvönum
helgum baðmi;
á sér hon ausask
aurgum forsi
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?
Om Ordningen af dette Vers jvfr. Excurs.
28



 5



 9
Ein sat hon úti,
þá er inn aldni kom
yggjungr ása
ok í augu leit.
Hvers fregnið mik?
hví freistið mín?
alt veit ek, Óðinn!
hvar þú auga falt:
í inum mœra
Mímis brunni;
drekkr mjöð Mímir
morgin hverjan
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?
Om dette Vers se Excurs.
5. Rask og M. begynde med Hvers et nyt Vers.
10. Mímis (saa udtales Navnet nu af Islændinger) eller Mimis?
29



 5
Valði henni Herföðr
hringa ok men,
féspjöll spaklig
ok spáganda;
sá hon vítt ok um vítt
of veröld hverja.
Om dette Vers se Excurs.
2. Rask betegner, at to Linjer mangle efter men.
3. fékk spjöll Ettm. og Pfeiffer. Ogsaa jeg tviler paa, at féspjöll er det rette.
4. spá ganda Rask.
30



 5



 9
Sá hon valkyrjur
vítt um komnar
görvar at ríða
til Goðþjóðar:
Skuld hélt skildi,
en Skögul önnur,
Gunnr, Hildr, Göndul
ok Geirskögul;
nú eru talðar
nönnur Herjans,
görvar at ríða
grund valkyrjur.
Om dette Vers jvfr. Excurs.
4. Goðþjóðar forklarer jeg her som ellers af Gotar; Andre goðþjóðar af goð.
9–12. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 73) og M.; Verset vilde ogsaa vinde derved, at disse Linjer vare borte.
31



 5
Ek sá Baldri,
blóðgum tívur,
Óðins barni
örlög fólgin:
stóð um vaxinn
völlum hæri
mjór ok mjök fagr
mistilteinn.
2. tivor M.
32



 5
Varð af þeim meiði,
er mér sýndisk,
harmflaug hættlig,
Höðr nam skjóta.
Baldrs bróðir
var of borinn snemma,
sá nam Óðins sonr
einnættr vega.
2. Rask ændrer mér til mjór.
5–8. og 33, 1–4. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 69) og M., som mene at disse Linjer feilagtig ere overførte fra Baldrs draumar; men se derimod Br. Snorrason i Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 365 f.
33



 5
Þó hann æva hendr
né höfuð kembði,
áðr á bál um bar
Baldrs andskota.
En Frigg um grét
í Fensölum
vá Valhallar.
Vituð ér enn eða hvat?
34



 5
.   .   .   .   .   .
.   .   .   .   .   .
.   .   .   .   .   .
.   .   .   .   .   .
Þá kná Vala
vígbönd snúa,
heldr váru harðgör
höpt ór þörmum.
5–8. Rask og M. sætte disse Linjer efter V. 35, Bergmann efter áþekkjan; de forkastes af Br. Snorrason (Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 366 f.). Ettmüller sætter dem, ligesom jeg, foran V. 35, men betegner Lacune efter þörmum og ikke foran Þá kná Vala.
5. Vala er med Afzelius, Bergm. og Eg. at forstaa som Gen. sg. af Vali, og ikke som Nom. sg. til völu, der heder völva (jvfr. Gisl. Oldn. Forml. S. 35).
35



 5
Hapt sá hon liggja
undir hvera lundi
lægjarnlíki
Loka áþekkjan;
þar sitr Sigyn
þeygi um sínum
ver vel glýjuð.
Vituð ér enn eða hvat?
3. lægjarnlíki, saa M. lægjarn líki Rask K.; Eg. tager lægjarn for lægjarnan. Kanske lægjarns líki.
4. óþekkjan Pfeiffer.
36 Á fellr austan
um eitrdala
söxum ok sverðum,
Slíðr heitir sú.
Vers 36–39 indsættes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 84. 89) og fl. mellem Vers 64 og 65; jvfr. SnE. I, 198. 200. Men se derimod J. Aars i Tskr. f. Philol. og Pæd. I, 326–344.
3. söxum ok sverðum. Jfr. Fas. I, 491: saxi ok með sverði, og Saxo Grammaticus (S. 51 Müll. Udg.): fluvium diversi generis tela rapido volumine detorquentem.
37



 5
Stóð fyr norðan
á Niðavöllum
salr ór gulli
Sindra ættar;
en annarr stóð
á Ókólni,
bjórsalr jötuns,
en sá Brímir heitir.
2. Niðavöllum, saa og Gisl., der dog betegner det som uvist, om Ordet i første Stavelse har i eller í; Niðafjöllum Rask K. M. efter SnE.
6. Ókólni K. M., af kala kól, som Draupnir af drjúpa draup, Hófvarpnir af verpa varp. Ókolni Rask og Eg., der henviser til kol, kul, Kulde.
8. Brímir eller Brimir?
38



 5
Sal sá hon standa
sólu fjarri
Náströndu á,
norðr horfa dyrr;
féllu eitrdropar
inn um ljóra,
sá er undinn salr
orma hryggjum.
39





 7
Sá hon þar vaða
þunga strauma
menn meinsvara
ok morðvarga
ok þanns annars glepr
eyrarúnu;
þar saug Níðhöggr
nái framgengna,
sleit vargr vera.
Vituð ér enn eða hvat?
7–10. Disse Linjer høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 90) til et eget Vers om Hvergelmir, hvis Begyndelse er tabt.
7. Níðhöggr eller Niðhöggr? For det sidste kunde Forbindelsen med Niðafjöll (V. 66) tale, men níðhöggr er og Sværdnavn (SnE. I, 567) og i denne Betydning synes det ialfald alene at kunne forklares af níð.
40



 5
Austr sat in aldna
í Járnviði
ok fœddi þar
Fenris kindir;
verðr af þeim öllum
einna nökkurr
tungls tjúgari
í trolls hami.
8. trolls, dette er den ældste Form; trölls Udgg., hvilken Form allerede lader sig paavise i gammel Tid paa Island.
41



 5
Fyllisk fjörvi
feigra manna,
rýðr ragna sjöt
rauðum dreyra;
svört verða sólskin
um sumur eptir,
veðr öll válynd.
Vituð ér enn eða hvat?
5. svört verða, saa og Rask K.; svart var þá M. Gisl. med R.
42



 5
Sat þar á haugi
ok sló hörpu
gýgjar hirðir
glaðr Egðir;
gól um hánum
í gaglviði
fagrrauðr hani,
sá er Fjalarr heitir.
43



 5
Gól um ásum
Gullinkambi,
sá vekr hölða
at Herjaföðrs;
en annarr gelr
fyr jörð neðan
sótrauðr hani
at sölum Heljar.
44



 5
Geyr Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
Fjöld veit hon frœða,
fram sé ek lengra,
um ragnarök
römm sigtíva.
Man kunde paa Grund af Teksten i H formode, at dette Vers: Geyr — sigtíva skulde sættes fuldstændigt mellem V. 35 og 36 og at de fire første Linjer: Geyr — renna skulde gjentages som stef første Gang mellem V. 39 og 40 og anden Gang her mellem V. 43 og 45. Dog vilde denne Formodning ikke have noget sikkert at støtte sig til, og jeg har derfor her heller fulgt R.
45



 5



 9
Brœðr munu berjask
ok at bönum verðask,
munu systrungar
sifjum spilla;
hart er í heimi,
hórdómr mikill,
skeggjöld, skálmöld,
skildir ’ru klofnir,
vindöld, vargöld,
áðr veröld steypisk;
man engi maðr
öðrum þyrma.
5. M. interpungerer ikke efter heimi.
46



 5
Leika Míms synir,
en mjötuðr kyndisk,
at inu gamla
Gjallarhorni;
hátt blæss Heimdallr,
horn er á lopti;
mælir Óðinn
við Míms höfuð.
3. gamla, saa og Rask M. Gisl.; galla i R kunde støttes ved SnE. I, 306: galla brú, pontem resonantem.
47



 5
Skelfr Yggdrasils
askr standandi,
ymr it aldna tré,
en jötunn losnar;
hræðask allir
á helvegum,
áðr Surtar þann
sefi of gleypir.
48



 5
Hvat er með ásum?
hvat er með álfum?
gnýr allr jötunheimr,
æsir ’ru á þingi;
stynja dvergar
fyr steindurum
veggbergs vísir.
Vituð ér enn eða hvat?
49 Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
Disse 4 Linjer skulle efter R og H aabenbart gjentages som stef, og efter den oprindelige Fordeling synes der at skulle være 4 Vers i hvert stefjamál eller mellem hver Gang Stevet forekommer. Dette Forhold lader sig endnu tydelig iagttage i H: I Versene 32–35 have vi ét stefjamál paa 4 Vers. Det næste: V. 37–41 bestaar tilsyneladende af 5 Vers, men Uregelmæssigheden ligger her egentlig blot deri, at Vind ǫlld i Hskr. er skrevet med stor V; V. 37 og 38 bør skrives som ét Vers og vi have da her det andet stefjamál paa 4 Vers. V. 43–46 danne det tredje stefjamál paa 4 Vers. Det sidste stefjamál 48–50 indeholder derimod kun 3 Vers; denne Uregelmæssighed er rimelig opstaat derved, at et Vers om Vidars Kamp med Ulven er glemt; V. 48 og 49 synes nemlig begge væsentlig at handle om Thors og Midgardsormens Kamp.
I
R er Forholdet vistnok anderledes; men jeg tror dog, at det lader sig godtgjøre om de fleste Afvigelser, at de grunde sig paa Forvanskninger. Første stefjamál i R indeholder kun 2 Vers: 44–45. Men V. 45 er aabenbart en Sammenføining af 2 Vers (den sidste Halvdel af det andet af disse finde vi i H V. 40: hrædaz — gleypir). Og derefter maa V. 49: Hvat er meþ asom — veggbergs visir v. e. e. h. indskydes, ti denne Plads har det ikke alene i H, men ogsaa i Codd. af SnE. og der, hvor det staar i R, passer det aabenbart ikke, da det der adskiller det ensartede og sammenhørende. Vi have da faat ét stefjamál paa 4 Vers. Videre maa Stevet (geyr — renna) være glemt efter V. 51: Þa cǫmr hlinar — angantyr, ti ikke alene H har det, men Forf. af Gylfaginning synes ogsaa at have kjendt det paa denne Plads; og naar vi nu, efter hvad der ligeforan er bemærket, udskyde V. 49 (Hvat er meþ asom — visir v. e. e. h.), saa have vi det andet stefjamál bestaaende af de 4 Vers 47. 48. 50. 51. Til det tredje stefjamál have vi nu i R kun 3 Vers: 52. 53. 54, men ogsaa denne Afvigelse fra det formodede oprindelige Forhold har rimelig sin Grund i en Forvanskning: V. 53, som bestaar af 12 Linjer, kan nemlig med Sandsynlighed betragtes som opstaat ved Sammensmelting af 2 Vers, saameget mer, som Thors Kamp med Midgardsormen i H synes at være behandlet i 2 Vers.
Bergmann (poèmes Isl. p. 218) finder det besynderligt, at de fire Linjer
Geyr — renna indsættes som V. 49, efterat det i V. 47 er sagt, at jötunn losnar (jötunn er dog snarere = Loki, end = freki), og fuldstændig meningsløst, at de samme Linjer indsættes som V. 58, efterat det er fortalt, at Jorden er sunken i Havet og at Ulven er dræbt af Vidar. Men Linjerne Geyr — renna bør ikke sættes i Tidsforhold til de nærmeste forudgaaende Vers og hvad deri er fortalt; festr man slitna, en freki renna udsiges af Volven som fremtidigt i Forhold til den Tid, da Völuspá kvædes. Ved denne Opfatning, der ved et Omkvæd er fuldt berettiget, falde Bergmanns Indvendinger bort.
Ogsaa Ettm. har givet de nævnte 4 Linjer som stef, men naar han tilføier dem ved hvert andet Vers, saa er dette uden Støtte i Hskrr.
50



 5
Hrymr ekr austan,
hefisk lind fyrir.
Snýsk jörmungandr
í jötunmóði:
ormr knýr unnir,
en ari hlakkar,
slítr nái niðfölr.
Naglfar losnar.
7. neffölr Rask K. M. Gisl.
51



 5
Kjóll ferr austan,
koma munu Muspells
um lög lýðir,
en Loki stýrir;
fara fíflmegir
með freka allir,
þeim er bróðir
Byleists í för.
I dette Vers maa der vel stikke flere gamle Feil. Enten i V. 50 eller 51 synes austan at være urigtigt. Jeg tror snarest, at Kjóll ferr austan i V. 51 er feilaktigt for K. f. norðan (Petersen i Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 86 formoder enten i V. 50 eller 51 norðan; Vigfússon i V. 50 vestan).
Videre maa vel
Muspells i L. 2 grunde sig paa en Forvanskning, ti Muspells lýðir maa komme fra Muspell, altsaa søndenfra, og kunne ikke skilles fra Surt. Muspells i L. 2 er vel snarest forvansket af Heljar, jvfr. SnE. Loka fylgja allir Heljar sinnar. Disse maa jo dog vel komme fra nord, ti „norðr liggr Helvegr“.
2. Muspells eller Múspells?
8. Býleists M. Jeg skriver derimod Byleistr, for Bylheistr af bylr og et Adj. heistr, jvfr. oldeng. hæst (violentus), oht haistêra handî (= oldn. heiptugri hendi); ogsaa Formerne Byleiptr og Byleiftr ere hjemlede; jvfr. heipt og got. haifsts; derimod er Byleipr og Bylleystr uhjemlede og urigtige Former. Skrivemaaden by leipz i R kan ikke alene være tilstrækkelig til at gjendrive min Forklaring. Eller lyder Navnet Bý-leiptr og er beslægtet med leiptr, f. n. Lyn?
52



 5
Surtr ferr sunnan
með sviga lævi,
skínn af sverði
sól valtíva.
Grjótbjörg gnata,
en gífr hrata;
troða halir helveg,
en himinn klofnar.
2. sviga lævi, noxa virgarum, af svigi (Eg. lex. 801 b.); jvfr. læ klugrs Fms. VII, 66.
6. hrata, saa og Gisl.; rata Rask K. M. Denne Form i samme Betydning som hrata er dog ved Stavrimet sikret i Sig. I, 36: ratar gorliga | raþ Sigurdar.
53



 5
Þá kemr Hlínar
harmr annarr fram,
er Óðinn ferr
við úlf vega,
en bani Belja
bjartr at Surti;
þar man Friggjar
falla angan.
8. angan er støttet af de fleste Hskrr. og af metriske Grunde; angantýr Rask K. M. Gisl.
Ordet
tyr, som i R er tilføiet efter angan, kan mulig være indkommet derved, at tyr i det Hskr., hvorfra R stammer, var skrevet til, og da vel i Margen, af en Mand, som efter angan savnede en Omtale af Kampen mellem Ty og Garm, der i SnE. I, 190 nævnes efter Kampen mellem Fröy og Surt. Afskriveren af R kan tillige have tænkt paa Navnet Angantýr.
54 Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
Mangler i alle Udgg. Jeg har tilføiet det her efter H. Ogsaa Forf. af Gylfaginning synes at have kjendt det paa denne Plads.
55



 5
Þá kemr inn mikli
mögr Sigföður
Viðarr vega
at valdýri;
lætr hann megi hveðrungs
mund um standa
hjör til hjarta;
þá er hefnt föður.
56



 5



 9
Þá kemr inn mœri
mögr Hlóðynjar,
gengr Óðins sonr
við orm vega;
drepr hann af móði
Miðgarðs véurr;
munu halir allir
heimstöð ryðja;
gengr fet níu
Fjörgynjar burr
neppr frá naðri
níðs ókvíðnum.
H synes at have to Vers om Thors Kamp med Midgardsormen, og nærværende Vers indeholder da rimelig Brudstykker af to forskjellige. Hauksbók vilde her rimelig give os en fuldstændigere og bedre Tekst, hvis alle dens Ord kunde læses.
2. Hlóðynjar, saa Udgg.; den første Vokal i Ordet er dog ikke sikker.
3. 4. udskydes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) og af M., som ændrer hann i L. 5 til orm.
4. orm, saa ændret med Olafsen, Bergm. og fl. for ulf.
7. 8. høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) andensteds hen.
11. neppr, foroverbøiet; jvfr. ek fer gneppr . . niðr til Surts, Bergbúaþ. Vigf. Udg. S. 127.
57



 5
Sól tér sortna,
sígr fold í mar,
hverfa af himni
heiðar stjörnur;
geisar eimi
ok aldrnari,
leikr hár hiti
við himin sjálfan.
1. tér sortna; jvfr. Helg. Hjörv. V. 40: tiá blǫþa vndir, Brot af Sig. V. 13: hyggia tęþi, og Eg. lex. poët. 817 b.
6. ok aldrnari, saa og Gisl.; við aldrnára Rask K. M.
58 Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
59



 5
Sér hon upp koma
öðru sinni
jörð ór œgi
iðjagrœna;
falla forsar,
flýgr örn yfir,
sá er á fjalli
fiska veiðir.
60



 5
Finnask æsir
á Iðavelli
ok um moldþinur
mátkan dœma
ok minnask þar
á megindóma
ok á Fimbultýs
fornar rúnar.
61



 5
Þar munu eptir
undrsamligar
gullnar töflur
í grasi finnask,
þærs í árdaga
áttar höfðu.
5. ár daga Rask.
6. Efter höfðu tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:
fólkvaldr goða
ok Fjölnis kind.
62



 5
Munu ósánir
akrar vaxa,
böls man alls batna,
Baldr man koma;
búa þeir Höðr ok Baldr
Hropts sigtoptir
vel valtívar.
Vituð ér enn eða hvat?
Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 88) lader dette Vers, og derpaa V. 63, følge umiddelbart efter V. 59; ligesaa Ettm., der dog lader V. 63 følge efter V. 61.
7. vé valtíva Rask efter Papirafskrr.
63

 3
Þá kná Hœnir
hlut við kjósa
ok burir byggja
brœðra tveggja
vindheim víðan.
Vituð ér enn eða hvat?
2. hlut við Rask M.; hlaut við K. Scheving; hlautvið, ramum sacrificalem, bacillum divinatorium Eg.; hlutvið, Lodkvisten, Spaastokken, Petersen (Nord. Myth. 398. 407) og Müllenhoff (Allgem. Monatsschr. 1852, S. 321).
64



 5
Sal sér hon standa
sólu fegra
gulli þakðan
á Gimlé;
þar skulu dyggvar
dróttir byggja
ok um aldrdaga
ynðis njóta.
4. á Gimlé. Denne Læsemaade i R er her nødvendig for Versemaalets Skyld. Ogsaa alle de andre Hskrr. skrive Gimle og ikke Gimli. Gimlé er, som jeg tror, for Gimhlé af hlé, Læ. Udgg. skrive á Gimli, og Gisl. betegner, at der er udfaldet et Ord derefter; Rask, Bergm., og Ettm. udfylde á Gimli hám (maatte hede há, jvfr. SnE. I, 78: sá salr...., er Gimle heitir); lettere var det da at omstille Gimli á.
7. aldr daga Rask.
65 Þá kemr inn ríki
at regindómi
öflugr ofan,
sá er öllu ræðr.
4. Efter ræðr tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:
semr hann dóma
ok sakar leggr,
vésköp setr [Skrevet: veskaup i Afskrr.; Andre: verkaup d. e. verkkaup.]
þau er vera skulu. [Andre: vara munu.]
Jeg ved ikke at anføre slaaende indre Grunde mod disse Linjers Ægthed; men da alt ellers tyder paa, at Papirafskrr. af Völuspá blot grunde sig paa de Pergamenthskrr., vi have, da det videre kan paavises, at Papirafskrr. i Völ. have indskudt uægte Verslinjer (se Anm. til 16, 4), og da de her omhandlede Linjer ialfald kunne være digtede i senere Tid, saa tør vi ikke fæste nogen Lid til deres Ægthed. Jeg antager, at de ere tildigtede for at gjøre Verset 8linjet. Dog er det rimeligt nok, at fire Linjer mangle efter ræðr.
66



 5
Þar kemr inn dimmi
dreki fljúgandi,
naðr fránn neðan
frá Niðafjöllum;
berr sér í fjöðrum
— flýgr völl yfir —
Niðhöggr nái.
Nú man hon sökkvask.“
8. Om denne Linje jvfr. Excurs.