|
Völuspá I. | Under dette Navn citeres Digtet i Codd. af Snorra Edda; alene ved Anførsel af V. 19 (SnE. I, 76) og V. 38. 39 (SnE. I, 200) nævnes det Digt, hvoraf Versene ere tagne, ikke ved Navn i noget Hskr. af SnE. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
1 5 |
„Hljóðs bið ek allar
helgar kindir, meiri ok minni mögu Heimdallar; viltu, at ek, Valföðr! vel framtelja forn spjöll fíra, þau er fremst um man. | Om dette Vers jvfr. Excurs.
3. Komma efter minni M. 5. Andre vildu, de vilde. 5. 6. Valföðrs | vél M.; Valföður | vél Rask, K. og fl. 7. fornspjöll i ét Ord Udgg. Men jvfr. Helg. Hund. I, 36: fornra spialla. 7. fíra, saa udtales Ordet nu af Islændingenr. Den ældste Form er snarere fira; jvfr. oldeng. firas, fyras, oldsaks. firihô (Gen. pl.), oldtydsk firahim (Dat. pl.), fireô (Gen. pl.). Dog har oldnorsk svíri (~tír, Bárð. s. Snæf. S. 17 Vigf. Udg., ~þrír Bergb. þ. S. 125 Vigf.) lang Vokal, uagtet Ordet paa Oldeng. heder sweora. 8. er ek M. efter H. 8. Efter man sætter Brynjolf Snorrason Spørsmaalstegn.
2 | 5
Ek man jötna
| ár um borna, þá er forðum mik fœdda höfðu; níu man ek heima, níu íviði, mjötvið mœran fyr mold neðan. 6. íviðjur M efter H.
|
3 | 5
Ár var alda
| þar er Ýmir bygði, vara sandr né sær né svalar unnir, jörð fannsk æva né upphiminn, gap var ginnunga, en gras hvergi. 2. Ýmir, saa udtales Navnet nu af Islændinger;
kanske opr. med Grimm Ymir af ymja. Eller kan den lange Vokal
støttes ved got. iumjô gr. ókhlos?
| 5. 6. Jfr. den oldtydske Wessobrunner Bøn, L. 3. 4: ero ni was | noh ûfhimil.
4 | 5
Áðr Burs synir
| bjöðum um ypðu, þeir er Miðgarð mœran skópu; sól skein sunnan á salar steina, þá var grund gróin grœnum lauki. 2. bjöðum Rask, Gisl. efter H; bjóðum
K. M.
|
5 | 5
Sól varp sunnan,
| sinni mána, hendi inni hœgri um himinjódyr; sól þat ne vissi hvar hon sali átti, máni þat ne vissi hvat hann megins átti, stjörnur þat ne vissu hvar þær staði áttu. 4. himinjódyr (Himmelhestedøren), saa synes Ordet
at have været forstaat af de gamle Afskrivere, og saaledes læser Br.
Snorrason. himinjódýr (Himmelhestedyrene) K. M. Jeg formoder
himinjöður af jöðurr d. s. s. jaðarr, = oldeng. eodor
(som jöfurr = oldeng. eofor, fjöturr = oldeng.
feotor); jvfr. Anm. til Hrafnag. 25, 2. Ellers er denne Ordform bevaret
i Mandsnavnet Jöðurr. Allerede Petersen har i Nord. Myth. S. 72 Anm.
foreslaat himinjaðar.
| 5. Eg. og Gisl. skrive né ogsaa i Bet. „non“. 9. 10. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 67) og Ettm.
6 | 5
Þá gengu regin öll
| á rökstóla, ginnheilug goð, ok um þat gættusk; nátt ok niðjum nöfn um gáfu, morgin hétu ok miðjan dag, undorn ok aptan, árum at telja. 4. Jeg har med Snorrason henført þat til det
foregaaende og derfor sat Semikolon efter gættusk. Petersen (Ann. f.
nord. Oldk. 1840–41, S. 67 f.) formoder, at V. 6 indeholder Brudstykker
af to Vers, og at der mellem gættusk og nátt mangler 6 Linjer.
Ettm. forkaster Lin. 3. 4.
|
7 | 5
Hittusk æsir
| á Iðavelli, þeir er hörg ok hof hátimbruðu, afla lögðu, auð smíðuðu, tangir skópu ok tól görðu. 4. Efter hátimbruðu indsætter M. efter
H afls kostuðu, | alls freistuðu. Disse Linjer ere forkastede af
Bergm., Petersen og Snorrason.
|
8 | 5
Tefldu í túni,
| teitir váru, var þeim vettugis vant ór gulli; unz þrjár kvámu þursa meyjar ámátkar mjök ór jötunheimum.
9 | 5
Þá gengu regin öll
| á rökstóla, ginnheilug goð, ok um þat gættusk: hverr skyldi dverga drótt um skepja ór brimi blóðgu ok ór Bláins leggjum. 6. drótt um skepja, saa og Rask; drótt of sk.,
Gisl.; dróttir sk., M.
|
10 | 5
Þar var Móðsognir
| mæztr um orðinn dverga allra, en Durinn annarr; þeir mannlíkun mörg um görðu dvergar í jörðu, sem Durinn sagði. 4. Durinn eller Dúrinn (jvfr.
dúra)?
| 5–7. Jeg forstaar disse Linjer saaledes: þeir dvergar um görðu mörg mannlíkun í jörðu. Rask og K. læse: þeir m. | m. um görðu | dverga or jörðu. M.: þar m. | m. um görðusk | dvergar or jörðu.
11 | 5
Nýi, Niði,
| Norðri, Suðri, Austri, Vestri, Alþjófr, Dvalinn, Nár ok Náinn, Nípingr, Dáinn, Bifurr, Bafurr, Bömburr, Nori, Ánn ok Ánarr, Óinn, Mjöðvitnir. Vers 11–16 høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41,
S. 71 f.) og fl. ikke oprindelig til Völuspá.
| 7. Báfurr? 8. Nori eller Nóri?
12 | 5
Veggr ok Gandálfr,
| Vindálfr, Þorinn, Þrár ok Þráinn, Þekkr, Litr ok Vitr, Nýr ok Nýráðr, nú hefi ek dverga, Reginn ok Ráðsviðr, rétt um talða.
13 | 5
Fili, Kili,
| Fundinn, Nali, Hepti, Vili, Hanarr, Svíurr, Billingr, Brúni, Bildr ok Buri, Frár, Hornbori, Frægr ok Lóni, Aurvangr, Jari, Eikinskjaldi. 2. Nali saa Udgg. Maske Náli eller med Codd.
af SnE. Vali.
| 4. Hannarr? 5. Brúni, saa Eg. Neppe af brún, Bryn, men snarere af Adj. brúnn, brun, jvfr. skotsk Brownie og Kuhn zeitschr. f. vgl. sprachf. I, 200, Grimm Myth. S. 414. Bruni Rask M. 6. Buri, saa Eg. Búri Rask M. 7. Hornbori forekommer som Mandsnavn paa Kallerup-Stenen i Sjæland (F. Magnusen i danske Vid.-Selsk. hist. philos. Afh. VI, 467); af bera, jvfr. oldeng hornbora, en Hornbærer.
14 | 5
Mál er dverga
| í Dvalins liði ljóna kindum til Lofars telja, þeir er sóttu frá salar steini Aurvanga sjöt til Jöruvalla. 4. Lofars eller med Gisl. Lófars?
| 7. Aurvanga, saa Rask Eg.; aurvanga K. M. Gisl.
15 | 5
Þar var Draupnir
| ok Dólgþrasir, Hár, Haugspori, Hlévangr, Glóinn, Dori, Ori, Dúfr, Andvari, Skirfir, Virfir, Skafiðr, Ai. 4. Hlévangr eller Hlævangr?
| 5. 6. Disse to Linjer, der udelades af alle Udgg., ere her optagne efter Codd. af SnE.
16 | 5
Álfr ok Yngvi,
| Eikinskjaldi, Fjalarr ok Frosti, Finnr ok Ginnarr; þat man æ uppi, meðan öld lifir, langniðja tal Lofars hafat. 4. Efter Ginnarr indskyde Udgg. efter
Papirafskrr. urigtig følgende Linjer: |
17 | 5
Unz þrír kvámu
| ór því liði öflgir ok ástkir æsir at húsi, fundu á landi lítt megandi Ask ok Emblu örlöglausa. Foran dette Vers er rimelig noget udfaldet; heri har da staat et Ord,
hvortil því i L. 2 har sluttet sig. Ikke engang, naar vi stryge V.
11–16, vil því vel kunne vise tilbage til ginnheilug goð i
V. 9. Anderledes Scheving i Skand. Lit. Skr. 1810, S. 186.
| 4. at húsi er sikkerlig rigtigt. Rask Bergm. og fl. ændre efter Papirafskrr. med urette at súsi. Huset, hvori det første Menneskepar skal bo, er der allerede; ved dette Hus ligge Ask og Embla som to Træer (tveir trémenn, Háv 49, hvilket Vers angaar samme Mythe) paa Stranden eller paa Marken (á landi; velli at, Háv. 49). Jfr. Indledn. til Rígsmál: einhver af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferðar sinnar ok fram með sjóvarströndu nökkurri, kom at einum húsabœ.
18 | 5
Önd þau ne áttu,
| óð þau ne höfðu, lá né læti né litu góða; önd gaf Óðinn, óð gaf Hœnir, lá gaf Lóðurr ok litu góða. 7. Lóðurr. For Vokalen jvfr. Íslendingadrápa V. 1,
hvor Navnet danner Helrim med glóða (Gisl. Prøver, S. 553).
|
19 | 5
Ask veit ek standa,
| heitir Yggdrasill hár baðmr, ausinn hvíta auri; þaðan koma döggvar þærs í dala falla; stendr æ yfir grœnn Urðar brunni. 2. 3. Interpunctionen efter Gisl.; Andre sætte Komma
efter Yggdrasill, men ikke efter baðmr.
|
20 | 5 9
Þaðan koma meyjar
| margs vitandi þrjár, ór þeim sal er und þolli stendr; Urð hétu eina, aðra Verðandi, skáru á skíði, Skuld ina þriðju; þær lög lögðu, þær líf kuru alda börnum, örlög seggja. 3. sal, saa Rask og Mannhardt Germ. Myth. S. 542;
sæ K. M. Gisl.
| 5–8. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 72 f.) og Mannhardt (Germ. Myth. S. 542); medens derimod Ettm. forkaster L. 9–12. 7. Rask og M. sætte ikke Komma efter skíði. 12. örlög segja (3 Ps. pl.) K. Lün., jvfr. Mannhardt Germ. Myth. S. 599.
21 | 7
Þat man hon fólkvíg
| fyrst í heimi, er Gullveig geirum studdu ok í höll Hárs hana brendu; þrysvar brendu þrysvar borna, opt, ósjaldan, þó hon enn lifir.
22 | 5
Heiði hana hétu,
| hvars til húsa kom, völu velspá, vitti hon ganda, seið hon hvars hon kunni, seið hon hugleikin, æ var hon angan illrar brúðar. Om dette Vers jvfr. Excurs.
| 4. vitti, saa Eg. af vitta, arte magica domare (af vitt); vítti K. M. 5. 6. seið maa i begge Linjer være samme Ord; jeg har derfor fulgt H, hvorefter seið bliver Verbum. Ved Læsemaaden i R, som Udgg. have fulgt, maa seið i L. 5 tages som Subst., men saaledes han det ikke uden Tvang forstaas i L. 6; desuden kunde H’s Tekst lettere forvanskes til R’s end omvendt. hugleikin maa her tages i activistisk Betydning „med Lyst, med Iver“. seið hon kunni, | seið hon leikin [var] K.; s. h. k., | s. h. leikinn M. 8. þjóðar K. M.
23 | 5
Þá gengu regin öll
| á rökstóla, ginnheilug goð, ok um þat gættusk: hvárt skyldu æsir afráð gjalda, eða skyldu goðin öll gildi eiga.
24 | 5
Fleygði Óðinn
| ok í fólk um skaut, þat var enn fólkvíg fyrst í heimi; brotinn var borðveggr borgar ása, knáttu vanir vígská völlu sporna. Rask Bergm. M. sætte med urette L. 1–4 efter L. 5–8
| 7. vígská, saa ændret efter Forslag af Eg. for vígspá; jeg har uafhængig af ham formodet det samme. Jfr. Fms. IX, 493: vígskátt vísa ríki.
25 | 5
Þá gengu regin öll
| á rökstóla, ginnheilug goð, ok um þat gættusk: hverr hefði lopt allt lævi blandit eða ætt jötuns Óðs mey gefna. Foran dette Vers mangler vel, som F. Magnusen (Ældre Edda overs. I, S.
60 f.), Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 83) og Lüning mene, et
Stykke hvori der har været sagt noget om den Tildragelse, som gav Anledning
til Gudernes Raadslagning.
|
26 | 5
Þórr einn þar vá
| þrunginn móði, hann sjaldan sitr er hann slíkt um fregn; á gengust eiðar, orð ok sœri, mál öll meginlig er á meðal fóru. 1. vá, saa og Gisl. Jfr. Lokas. V. 64: ec veit
at þu vegr.
| 2. þrunginn móði, som Udgg. have, er vel det rette; dog kunde man og formode þrunginmóði, jvfr. borginmóði og oldeng. bolgenmód.
27 | 5
Veit hon Heimdallar
| hljóð um fólgit undir heiðvönum helgum baðmi; á sér hon ausask aurgum forsi af veði Valföðrs. Vituð ér enn eða hvat? Om Ordningen af dette Vers jvfr. Excurs.
|
28 | 5 9
Ein sat hon úti,
| þá er inn aldni kom yggjungr ása ok í augu leit. Hvers fregnið mik? hví freistið mín? alt veit ek, Óðinn! hvar þú auga falt: í inum mœra Mímis brunni; drekkr mjöð Mímir morgin hverjan af veði Valföðrs. Vituð ér enn eða hvat? Om dette Vers se Excurs.
| 5. Rask og M. begynde med Hvers et nyt Vers. 10. Mímis (saa udtales Navnet nu af Islændinger) eller Mimis?
29 | 5
Valði henni Herföðr
| hringa ok men, féspjöll spaklig ok spáganda; sá hon vítt ok um vítt of veröld hverja. Om dette Vers se Excurs.
| 2. Rask betegner, at to Linjer mangle efter men. 3. fékk spjöll Ettm. og Pfeiffer. Ogsaa jeg tviler paa, at féspjöll er det rette. 4. spá ganda Rask.
30 | 5 9
Sá hon valkyrjur
| vítt um komnar görvar at ríða til Goðþjóðar: Skuld hélt skildi, en Skögul önnur, Gunnr, Hildr, Göndul ok Geirskögul; nú eru talðar nönnur Herjans, görvar at ríða grund valkyrjur. Om dette Vers jvfr. Excurs.
| 4. Goðþjóðar forklarer jeg her som ellers af Gotar; Andre goðþjóðar af goð. 9–12. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 73) og M.; Verset vilde ogsaa vinde derved, at disse Linjer vare borte.
31 | 5
Ek sá Baldri,
| blóðgum tívur, Óðins barni örlög fólgin: stóð um vaxinn völlum hæri mjór ok mjök fagr mistilteinn. 2. tivor M.
|
32 | 5
Varð af þeim meiði,
| er mér sýndisk, harmflaug hættlig, Höðr nam skjóta. Baldrs bróðir var of borinn snemma, sá nam Óðins sonr einnættr vega. 2. Rask ændrer mér til mjór.
| 5–8. og 33, 1–4. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 69) og M., som mene at disse Linjer feilagtig ere overførte fra Baldrs draumar; men se derimod Br. Snorrason i Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 365 f.
33 | 5
Þó hann æva hendr
| né höfuð kembði, áðr á bál um bar Baldrs andskota. En Frigg um grét í Fensölum vá Valhallar. Vituð ér enn eða hvat?
34 | 5
. . . . . .
| . . . . . . . . . . . . . . . . . . Þá kná Vala vígbönd snúa, heldr váru harðgör höpt ór þörmum. 5–8. Rask og M. sætte disse Linjer efter V. 35,
Bergmann efter áþekkjan; de forkastes af Br. Snorrason (Ann. f. nord.
Oldk. 1847, S. 366 f.). Ettmüller sætter dem, ligesom jeg, foran V. 35, men
betegner Lacune efter þörmum og ikke foran Þá kná Vala.
| 5. Vala er med Afzelius, Bergm. og Eg. at forstaa som Gen. sg. af Vali, og ikke som Nom. sg. til völu, der heder völva (jvfr. Gisl. Oldn. Forml. S. 35).
35 | 5
Hapt sá hon liggja
| undir hvera lundi lægjarnlíki Loka áþekkjan; þar sitr Sigyn þeygi um sínum ver vel glýjuð. Vituð ér enn eða hvat? 3. lægjarnlíki, saa M. lægjarn líki Rask K.;
Eg. tager lægjarn for lægjarnan. Kanske lægjarns líki.
| 4. óþekkjan Pfeiffer.
36 |
Á fellr austan
| um eitrdala söxum ok sverðum, Slíðr heitir sú. Vers 36–39 indsættes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41,
S. 84. 89) og fl. mellem Vers 64 og 65; jvfr. SnE. I, 198. 200. Men se derimod
J. Aars i Tskr. f. Philol. og Pæd. I, 326–344.
| 3. söxum ok sverðum. Jfr. Fas. I, 491: saxi ok með sverði, og Saxo Grammaticus (S. 51 Müll. Udg.): fluvium diversi generis tela rapido volumine detorquentem.
37 | 5
Stóð fyr norðan
| á Niðavöllum salr ór gulli Sindra ættar; en annarr stóð á Ókólni, bjórsalr jötuns, en sá Brímir heitir. 2. Niðavöllum, saa og Gisl., der dog betegner det
som uvist, om Ordet i første Stavelse har i eller í; Niðafjöllum
Rask K. M. efter SnE.
| 6. Ókólni K. M., af kala kól, som Draupnir af drjúpa draup, Hófvarpnir af verpa varp. Ókolni Rask og Eg., der henviser til kol, kul, Kulde. 8. Brímir eller Brimir?
38 | 5
Sal sá hon standa
| sólu fjarri Náströndu á, norðr horfa dyrr; féllu eitrdropar inn um ljóra, sá er undinn salr orma hryggjum.
39 | 7
Sá hon þar vaða
| þunga strauma menn meinsvara ok morðvarga ok þanns annars glepr eyrarúnu; þar saug Níðhöggr nái framgengna, sleit vargr vera. Vituð ér enn eða hvat? 7–10. Disse Linjer høre efter Petersen (Ann. f.
nord. Oldk. 1840–41, S. 90) til et eget Vers om Hvergelmir, hvis
Begyndelse er tabt.
| 7. Níðhöggr eller Niðhöggr? For det sidste kunde Forbindelsen med Niðafjöll (V. 66) tale, men níðhöggr er og Sværdnavn (SnE. I, 567) og i denne Betydning synes det ialfald alene at kunne forklares af níð.
40 | 5
Austr sat in aldna
| í Járnviði ok fœddi þar Fenris kindir; verðr af þeim öllum einna nökkurr tungls tjúgari í trolls hami. 8. trolls, dette er den ældste Form; trölls
Udgg., hvilken Form allerede lader sig paavise i gammel Tid paa Island.
|
41 | 5
Fyllisk fjörvi
| feigra manna, rýðr ragna sjöt rauðum dreyra; svört verða sólskin um sumur eptir, veðr öll válynd. Vituð ér enn eða hvat? 5. svört verða, saa og Rask K.; svart var þá
M. Gisl. med R.
|
42 | 5
Sat þar á haugi
| ok sló hörpu gýgjar hirðir glaðr Egðir; gól um hánum í gaglviði fagrrauðr hani, sá er Fjalarr heitir.
43 | 5
Gól um ásum
| Gullinkambi, sá vekr hölða at Herjaföðrs; en annarr gelr fyr jörð neðan sótrauðr hani at sölum Heljar.
44 | 5
Geyr Garmr mjök
| fyr Gnípahelli; festr man slitna, en freki renna. Fjöld veit hon frœða, fram sé ek lengra, um ragnarök römm sigtíva. Man kunde paa Grund af Teksten i H formode, at dette Vers:
Geyr — sigtíva skulde sættes fuldstændigt mellem V. 35 og 36 og at
de fire første Linjer: Geyr — renna skulde gjentages som stef
første Gang mellem V. 39 og 40 og anden Gang her mellem V. 43 og 45. Dog vilde
denne Formodning ikke have noget sikkert at støtte sig til, og jeg har derfor
her heller fulgt R.
|
45 | 5 9
Brœðr munu berjask
| ok at bönum verðask, munu systrungar sifjum spilla; hart er í heimi, hórdómr mikill, skeggjöld, skálmöld, skildir ’ru klofnir, vindöld, vargöld, áðr veröld steypisk; man engi maðr öðrum þyrma. 5. M. interpungerer ikke efter heimi.
|
46 | 5
Leika Míms synir,
| en mjötuðr kyndisk, at inu gamla Gjallarhorni; hátt blæss Heimdallr, horn er á lopti; mælir Óðinn við Míms höfuð. 3. gamla, saa og Rask M. Gisl.; galla i
R kunde støttes ved SnE. I, 306: galla brú, pontem
resonantem.
|
47 | 5
Skelfr Yggdrasils
| askr standandi, ymr it aldna tré, en jötunn losnar; hræðask allir á helvegum, áðr Surtar þann sefi of gleypir.
48 | 5
Hvat er með ásum?
| hvat er með álfum? gnýr allr jötunheimr, æsir ’ru á þingi; stynja dvergar fyr steindurum veggbergs vísir. Vituð ér enn eða hvat?
49 |
Geyr nú Garmr mjök
| fyr Gnípahelli; festr man slitna, en freki renna. Disse 4 Linjer skulle efter R og H
aabenbart gjentages som stef, og efter den oprindelige Fordeling
synes der at skulle være 4 Vers i hvert stefjamál eller mellem hver Gang
Stevet forekommer. Dette Forhold lader sig endnu tydelig iagttage i
H: I Versene 32–35 have vi ét stefjamál paa 4 Vers. Det
næste: V. 37–41 bestaar tilsyneladende af 5 Vers, men Uregelmæssigheden
ligger her egentlig blot deri, at Vind ǫlld i Hskr. er skrevet
med stor V; V. 37 og 38 bør skrives som ét Vers og vi have da her det
andet stefjamál paa 4 Vers. V. 43–46 danne det tredje stefjamál paa 4
Vers. Det sidste stefjamál 48–50 indeholder derimod kun 3 Vers; denne
Uregelmæssighed er rimelig opstaat derved, at et Vers om Vidars Kamp med Ulven
er glemt; V. 48 og 49 synes nemlig begge væsentlig at handle om Thors og
Midgardsormens Kamp.
| I R er Forholdet vistnok anderledes; men jeg tror dog, at det lader sig godtgjøre om de fleste Afvigelser, at de grunde sig paa Forvanskninger. Første stefjamál i R indeholder kun 2 Vers: 44–45. Men V. 45 er aabenbart en Sammenføining af 2 Vers (den sidste Halvdel af det andet af disse finde vi i H V. 40: hrædaz — gleypir). Og derefter maa V. 49: Hvat er meþ asom — veggbergs visir v. e. e. h. indskydes, ti denne Plads har det ikke alene i H, men ogsaa i Codd. af SnE. og der, hvor det staar i R, passer det aabenbart ikke, da det der adskiller det ensartede og sammenhørende. Vi have da faat ét stefjamál paa 4 Vers. Videre maa Stevet (geyr — renna) være glemt efter V. 51: Þa cǫmr hlinar — angantyr, ti ikke alene H har det, men Forf. af Gylfaginning synes ogsaa at have kjendt det paa denne Plads; og naar vi nu, efter hvad der ligeforan er bemærket, udskyde V. 49 (Hvat er meþ asom — visir v. e. e. h.), saa have vi det andet stefjamál bestaaende af de 4 Vers 47. 48. 50. 51. Til det tredje stefjamál have vi nu i R kun 3 Vers: 52. 53. 54, men ogsaa denne Afvigelse fra det formodede oprindelige Forhold har rimelig sin Grund i en Forvanskning: V. 53, som bestaar af 12 Linjer, kan nemlig med Sandsynlighed betragtes som opstaat ved Sammensmelting af 2 Vers, saameget mer, som Thors Kamp med Midgardsormen i H synes at være behandlet i 2 Vers. Bergmann (poèmes Isl. p. 218) finder det besynderligt, at de fire Linjer Geyr — renna indsættes som V. 49, efterat det i V. 47 er sagt, at jötunn losnar (jötunn er dog snarere = Loki, end = freki), og fuldstændig meningsløst, at de samme Linjer indsættes som V. 58, efterat det er fortalt, at Jorden er sunken i Havet og at Ulven er dræbt af Vidar. Men Linjerne Geyr — renna bør ikke sættes i Tidsforhold til de nærmeste forudgaaende Vers og hvad deri er fortalt; festr man slitna, en freki renna udsiges af Volven som fremtidigt i Forhold til den Tid, da Völuspá kvædes. Ved denne Opfatning, der ved et Omkvæd er fuldt berettiget, falde Bergmanns Indvendinger bort. Ogsaa Ettm. har givet de nævnte 4 Linjer som stef, men naar han tilføier dem ved hvert andet Vers, saa er dette uden Støtte i Hskrr.
50 | 5
Hrymr ekr austan,
| hefisk lind fyrir. Snýsk jörmungandr í jötunmóði: ormr knýr unnir, en ari hlakkar, slítr nái niðfölr. Naglfar losnar. 7. neffölr Rask K. M. Gisl.
|
51 | 5
Kjóll ferr austan,
| koma munu Muspells um lög lýðir, en Loki stýrir; fara fíflmegir með freka allir, þeim er bróðir Byleists í för. I dette Vers maa der vel stikke flere gamle Feil. Enten i V. 50 eller 51
synes austan at være urigtigt. Jeg tror snarest, at Kjóll ferr
austan i V. 51 er feilaktigt for K. f. norðan (Petersen i Ann. f.
nord. Oldk. 1840–41, S. 86 formoder enten i V. 50 eller 51 norðan;
Vigfússon i V. 50 vestan).
| Videre maa vel Muspells i L. 2 grunde sig paa en Forvanskning, ti Muspells lýðir maa komme fra Muspell, altsaa søndenfra, og kunne ikke skilles fra Surt. Muspells i L. 2 er vel snarest forvansket af Heljar, jvfr. SnE. Loka fylgja allir Heljar sinnar. Disse maa jo dog vel komme fra nord, ti „norðr liggr Helvegr“. 2. Muspells eller Múspells? 8. Býleists M. Jeg skriver derimod Byleistr, for Bylheistr af bylr og et Adj. heistr, jvfr. oldeng. hæst (violentus), oht haistêra handî (= oldn. heiptugri hendi); ogsaa Formerne Byleiptr og Byleiftr ere hjemlede; jvfr. heipt og got. haifsts; derimod er Byleipr og Bylleystr uhjemlede og urigtige Former. Skrivemaaden by leipz i R kan ikke alene være tilstrækkelig til at gjendrive min Forklaring. Eller lyder Navnet Bý-leiptr og er beslægtet med leiptr, f. n. Lyn?
52 | 5
Surtr ferr sunnan
| með sviga lævi, skínn af sverði sól valtíva. Grjótbjörg gnata, en gífr hrata; troða halir helveg, en himinn klofnar. 2. sviga lævi, noxa virgarum, af svigi (Eg.
lex. 801 b.); jvfr. læ klugrs Fms. VII, 66.
| 6. hrata, saa og Gisl.; rata Rask K. M. Denne Form i samme Betydning som hrata er dog ved Stavrimet sikret i Sig. I, 36: ratar gorliga | raþ Sigurdar.
53 | 5
Þá kemr Hlínar
| harmr annarr fram, er Óðinn ferr við úlf vega, en bani Belja bjartr at Surti; þar man Friggjar falla angan. 8. angan er støttet af de fleste Hskrr. og af
metriske Grunde; angantýr Rask K. M. Gisl.
| Ordet tyr, som i R er tilføiet efter angan, kan mulig være indkommet derved, at tyr i det Hskr., hvorfra R stammer, var skrevet til, og da vel i Margen, af en Mand, som efter angan savnede en Omtale af Kampen mellem Ty og Garm, der i SnE. I, 190 nævnes efter Kampen mellem Fröy og Surt. Afskriveren af R kan tillige have tænkt paa Navnet Angantýr.
54 |
Geyr nú Garmr mjök
| fyr Gnípahelli; festr man slitna, en freki renna. Mangler i alle Udgg. Jeg har tilføiet det her efter H.
Ogsaa Forf. af Gylfaginning synes at have kjendt det paa denne Plads.
|
55 | 5
Þá kemr inn mikli
| mögr Sigföður Viðarr vega at valdýri; lætr hann megi hveðrungs mund um standa hjör til hjarta; þá er hefnt föður.
56 | 5 9
Þá kemr inn mœri
| mögr Hlóðynjar, gengr Óðins sonr við orm vega; drepr hann af móði Miðgarðs véurr; munu halir allir heimstöð ryðja; gengr fet níu Fjörgynjar burr neppr frá naðri níðs ókvíðnum. H synes at have to Vers om Thors Kamp med Midgardsormen, og
nærværende Vers indeholder da rimelig Brudstykker af to forskjellige. Hauksbók
vilde her rimelig give os en fuldstændigere og bedre Tekst, hvis alle dens Ord
kunde læses.
| 2. Hlóðynjar, saa Udgg.; den første Vokal i Ordet er dog ikke sikker. 3. 4. udskydes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) og af M., som ændrer hann i L. 5 til orm. 4. orm, saa ændret med Olafsen, Bergm. og fl. for ulf. 7. 8. høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) andensteds hen. 11. neppr, foroverbøiet; jvfr. ek fer gneppr . . niðr til Surts, Bergbúaþ. Vigf. Udg. S. 127.
57 | 5
Sól tér sortna,
| sígr fold í mar, hverfa af himni heiðar stjörnur; geisar eimi ok aldrnari, leikr hár hiti við himin sjálfan. 1. tér sortna; jvfr. Helg. Hjörv. V. 40: tiá
blǫþa vndir, Brot af Sig. V. 13: hyggia tęþi, og Eg.
lex. poët. 817 b.
| 6. ok aldrnari, saa og Gisl.; við aldrnára Rask K. M.
58 |
Geyr nú Garmr mjök
| fyr Gnípahelli; festr man slitna, en freki renna.
59 | 5
Sér hon upp koma
| öðru sinni jörð ór œgi iðjagrœna; falla forsar, flýgr örn yfir, sá er á fjalli fiska veiðir.
60 | 5
Finnask æsir
| á Iðavelli ok um moldþinur mátkan dœma ok minnask þar á megindóma ok á Fimbultýs fornar rúnar.
61 | 5
Þar munu eptir
| undrsamligar gullnar töflur í grasi finnask, þærs í árdaga áttar höfðu. 5. ár daga Rask.
| 6. Efter höfðu tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:
62 | 5
Munu ósánir
| akrar vaxa, böls man alls batna, Baldr man koma; búa þeir Höðr ok Baldr Hropts sigtoptir vel valtívar. Vituð ér enn eða hvat? Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 88) lader dette Vers, og
derpaa V. 63, følge umiddelbart efter V. 59; ligesaa Ettm., der dog lader V.
63 følge efter V. 61.
| 7. vé valtíva Rask efter Papirafskrr.
63 | 3
Þá kná Hœnir
| hlut við kjósa ok burir byggja brœðra tveggja vindheim víðan. Vituð ér enn eða hvat? 2. hlut við Rask M.; hlaut við K. Scheving;
hlautvið, ramum sacrificalem, bacillum divinatorium Eg.; hlutvið,
Lodkvisten, Spaastokken, Petersen (Nord. Myth. 398. 407) og Müllenhoff
(Allgem. Monatsschr. 1852, S. 321).
|
64 | 5
Sal sér hon standa
| sólu fegra gulli þakðan á Gimlé; þar skulu dyggvar dróttir byggja ok um aldrdaga ynðis njóta. 4. á Gimlé. Denne Læsemaade i R er her
nødvendig for Versemaalets Skyld. Ogsaa alle de andre Hskrr. skrive Gimle
og ikke Gimli. Gimlé er, som jeg tror, for Gimhlé af hlé,
Læ. Udgg. skrive á Gimli, og Gisl. betegner, at der er udfaldet et
Ord derefter; Rask, Bergm., og Ettm. udfylde á Gimli hám (maatte hede
há, jvfr. SnE. I, 78: sá salr...., er Gimle heitir); lettere var
det da at omstille Gimli á.
| 7. aldr daga Rask.
65 |
Þá kemr inn ríki
| at regindómi öflugr ofan, sá er öllu ræðr. 4. Efter ræðr tilføie Rask K. M. med
Papirafskrr. følgende Linjer: |
66 | 5
Þar kemr inn dimmi
| dreki fljúgandi, naðr fránn neðan frá Niðafjöllum; berr sér í fjöðrum — flýgr völl yfir — Niðhöggr nái. Nú man hon sökkvask.“ 8. Om denne Linje jvfr. Excurs.
| |